Det bliver en aften med god, gammel rock, når Stig Møller Band kommer til Nødebo, det sker fredag den 7. oktober 2022.. Stig Møller har gennem mere end 50 år været en vigtig spiller på den danske musikscene, og hans guitar kan høres på utallige indspilninger med de hotteste danske navne.


Stig Møller startede som folkesanger og pigtrådsmusiker i 1960'erne og var i 1967 med til at danne Steppeulvene. Han spillede op gennem 70'erne i grupper som Kajs Camping, Skousen/Ingemann, Starfuckers m.fl.. Han var en vigtig bestanddel af Skousen/Ingemann-pladen "Herfra Hvor Vi Står", hvor hans guitarspil og korarbejde bidrager væsentligt på udgivelsen. Kim Larsen har givet Stig Møller credit for at være hans guitarlæremester, og større bliver det vel nærmest ikke.


I slutfirserne var Stig Møller med til at udgive meditationsmusik med Peter Bastian. "Forest Walk" solgte i tusindvis af eksemplarer, ikke alene i Danmark, men den røg også på hitlisterne i Japan og Canada. Siden 1982 har han været fast gæst på Danmarks smukkeste Festival i Skanderborg, hvor han er officiel festival-trubadur og i 2012 blev hyldet som 30 års-jubilar. I 1994 indspillede Møller og Venner "Sikken dejlig dag"-albummet, hans måske til dato bedste plade, hvor hele hans mangfoldige palet kommer til udtryk.


Stig Møller Band optrådte første gang i 1975 og har haft forskellige besætninger gennem årene. Når bandet kommer til Nødebo, er det med Jens Haack på saxofon, Peter Ingemann på bas og Hans Fagt ved trommerne.


Inden musikken starter, kan man spise middag kl. 19 med en to-retters menu for kun 180 kr. (155 kr. for medlemmer af Forsamlingshusets Venner). Spisebilletterne skal købes i forsalg på forsamlingshusets hjemmeside www.noedebo-kro.dk senest onsdag den 5. oktober kl. 12.


Men alle er naturligvis velkomne til musikken - også dem, der har spist hjemmefra. Billetter til musikken koster 200 kr. ved indgangen og 190 kr. i forsalg på www.noedebo-kro.dk  Gratis med årskort.