Mal din helt egen udgave af Fredensborg Slot, når Fredensborg Ny Kunstforening holder maleværksted på Fredensborg Bibliotek

Mon ikke mange af børnene i Fredensborg Kommune elsker at producere tegninger derhjemme med fine prinsesser, seje drager og smukke eventyrslotte? Nu får de muligheden for at gøre de store malere kunsten efter og kaste sig over et større lærred med professionelt malergrej, når Fredensborg Ny Kunstforening (FNYK) afholder maleværksted på Fredensborg Bibliotek.

Maleværkstedet er for børn i alderen 8-12 år og foregår lørdag d. 17. september kl. 10-13. Det er i samme uge, som Fredensborg Slot og by fylder 300 år, så temaet for dagens kunstværker er Dronning, slot og by. Der bliver derfor rig mulighed for at male sin helt egen udgave af Fredensborg Slot eller måske give et bud på, hvordan Fredensborg by så ud for 300 år siden. Efterfølgende vil al den fine børnekunst blive udstillet.

Arkivar Marie Amstrup Møller fra Fredensborg Arkiverne kommer også forbi og fortæller om børn i Fredensborg i gamle dage.

Arrangementet er gratis med billet, som kan hentes via bibliotekets hjemmeside.