Fredensborg Museum har i år åbnet en ny udstilling med titlen ”Spor – mennesker og steder i Fredensborg Kommune”. Med udgangspunkt i genstande og historier fra udvalgte steder i det nuværende Fredensborg Kommune kan museets gæster blive klogere på det liv, mennesker har levet og stadig lever her – fra stenalderen og frem til 2022.

2. pinsedag, mandag den 6. juni, introducerer museumsleder Tora Ribers til udstillingen og fortæller om baggrunden for fx at udstille rester af en elgtak, en åleruse og et hjemmelavet lysbilledapparat. Du får også mulighed for at se den kopi, Fredensborg Museum har fået lavet af Langstruppladen. Originalen er udstillet på Nationalmuseet og er kategoriseret som Danefæ.

Er du flyttet til kommunen for nylig er det oplagt at lægge vejen forbi, men også borgere, der har levet et helt liv i det der nu er Fredensborg Kommune, kan få nye vinkler på den lokale historie. Forhåbentlig kan besøget også inspirere til at tage ud og gå på opdagelse efter spor af mennesker rundt omkring i landskab og bysamfund.

Praktisk info:

Hvad: Introduktion til udstillingen ”Spor – mennesker og steder i Fredensborg Kommune.
Hvor: Fredensborg Museum, Avderødvej 19, 2980 Avderød.
Hvornår: Mandag den 6. juni kl. 13.
Målgruppe: Primært voksne.
Pris: Gratis.
Arrangør: Fredensborg Museum