Fredag d. 20. maj, 2022 kl. 15 besøger pianist og sanger Andreas Flensted-Jensen Strandsvejskirken i Humlebæk for at underholde med et finurligt foredrag om sin opvækst, og om, hvordan musik blev hans levevej.

 

De fleste udøvende musikere kommer selv fra familier, hvor musikken var hele omdrejningspunktet. Alligevel kunne en lille drengs egen nysgerrighed lukke op for en verden af musik, selvom hans forældre "bare" var ingeniør og skolelærer.

 

Andreas fortæller for første gang om sin barndoms fascination af lurer, harper og syngende tepotter. Ved klaveret og via anlægget spiller han uddrag af forskellig musik, der har haft afgørende betydning for hans interesse for det musikalske. Det bliver en humørfyldt og særpræget fortælling om hele den klassiske musiks historie. Han vil også afsløre nogle af de forskellige inspirationskilder og sjove oplevelser, som har drevet ham til hans egen begejstring for musikken.

 

I dag er Andreas kendt som pianist og sanger, og han spiller ca. 70 koncerter om året, både i klassiske konstellationer med fx fløjtenist Tine Karlshøj-Andersen, og i mere populærmusikalske sammenhænge - især sammen med sangeren Reg Downey.

 

Eftermiddagen begynder kl. 15.00 og slutter kl. 17.00. Der vil blive tid til spørgsmål og kommentarer, og naturligvis kaffe, brød og kage for beskedne 30 kr. Det foregår i Strandvejskirken, Humlebæk Strandvej 54, 3050 Humlebæk.