Bliv klogere på, hvordan du køber aktier og ser anderledes på dit forbrug, når investor Pernille Wahlgren gæster Egedal Byens Hus d. 10. maj.

I fremtiden går vi fra fastansættelser til flere freelanceansættelser, og derfor bliver begreber som livspauser og minipensioner mere relevante. Det bliver nødvendigt at tænke anderledes på sin økonomi, så vi investerer i stedet for at overforbruge og betale minusrenter i banken. På den måde kan vi skabe en mere bæredygtig privatøkonomi.

Nu kan du blive klogere på aktier og dit forbrug, når forfatter, etnolog og investor Pernille Wahlgren holder foredrag i Egedal Byens Hus tirsdag d. 10. maj kl. 19-21.

Pernille deler ud af sin livsfilosofi, der gjorde hende økonomisk uafhængig som 44-årig, og hun vil med udgangspunkt i sin bog ”Investér i livet – Køb aktier og bliv fri” give gode råd til, hvordan du forholder dig åbent til dit liv og dit forbrug.

Foredraget er henvendt til nye kommende investorer, og efter foredraget vil du være klar til at købe din første aktie. Du får idéer til, hvordan du kan stå med 250.000 kr. om ti år, og hvordan du kan planlægge en minipension. Måske endda uden mærkbare afsavn. Det handler om, hvordan du kan undgå at bruge ”dumme” penge i din dagligdag - for til gengæld at opnå mere af det, som du virkelig ønsker.

En billet koster 50 kr. og kan købes på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.