Astrofysiker Hans Kjeldsen inviterer på en svimlende opdagelsesrejse ud i rummet, når Fredensborg bibliotekerne i Egedal Byens Hus, viser sæsonens sidste livestreaming-foredrag fra Aarhus Universitet tirsdag d. 26. april 2022.

Med teleskoper placeret på satellitter i rummet har astronomer gennem de seneste knap 30 år opdaget flere tusinde exoplaneter, som er planeter, der kredser omkring en anden stjerne end solen.

Nu er der mulighed for at høre om de spændende og anderledes verdener milliarder af kilometer borte, når Egedal Byens Hus tirsdag d. 26. april livestreamer det sidste af sæsonens populære foredrag fra Aarhus Universitet.

Astrofysiker Hans Kjeldsen tager os bl.a. med til glohede klippeplaneter dækket af flydende lavahav og til planeter, som hovedsageligt består af et flere tusind kilometer dybt hav. Andre exoplaneter har kulsorte skyer i en varm gasholdig atmosfære.

Astronomer har fundet enkelte planeter, som minder om vores egen jordklode. Det har startet en diskussion om, hvorvidt disse nye verdener rummer mulighed for liv, som vi kender det her på jorden.

Foredraget giver et indblik i de nyeste forskningsresultater, og du kan blive klogere på, hvordan astronomerne i praksis benytter observationer fra teleskoper på jorden og i rummet til at finde nye exoplaneter.

Alle kan være med uanset faglige forudsætninger, og der kan stilles spørgsmål til foredragsholderen. Foredraget er kl. 18.45-21.00. Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding via bibliotekets hjemmeside.