Tirsdag 26. april kl. 17 besøger forfatter Rakel Haslund-Gjerrild Nivaagaards Malerisamling og fortæller om sin aktuelle, prisvindende roman Adam i Paradis - om kunstmaleren Kristian Zahrtmann.

70 år gammel og på højden af sin karriere maler den danske billedkunstner Kristian Zahrtmann Adam i Paradis. Et portræt af det første menneske, der emmer af begær og erotik. Året er 1913. Det Moderne Gennembrud har prædiket fremskridt og progressive tanker, men hvad angår seksualitet er rammerne smalle, og konsekvenserne brutale: København har netop lagt scene til to store retsforfølgelser af homoseksuelle.

Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet en roman, der med inspiration fra den historiske maler Kristian Zahrtmanns kunst og tid beskriver et liv levet i kraftige komplementærfarver og paradokser. Det er en roman om intriger og krukkeri i århundredeskiftets kulturelite, om store kunstneriske triumfer - og om kærlighed på trods.

Adam i Paradis udkom i maj 2021 til flotte anmeldelser og er allerede trykt i 5. oplag. Romanen har vundet Weekendavisens Litteraturpris og er dette forår nomineret til både Nordisk Råds litteraturpris, Politikens Litteraturpris og Montanas Litteraturpris, indstiftet af Dagbladet Information.

Juryen for Nordisk Råds litteraturpris har bl.a. fremhævet flg. i sin motivation:

(...) det kræver intet særligt kendskab til hverken maleren eller hans tid at læse romanen. Kristian Zahrtmann eksisterer gennem Rakel Haslund-Gjerrilds suveræne fortællekraft. Og som hun dog kan fortælle. (...) I 'Adam i Paradis' forener Haslund-Gjerrild den klare tanke med det sansemættede Hun tilbyder os adgang til et menneske, hvis tørst efter meningsfuldhed udvisker en verden, der, som Haslund-Gjerrild selv formulerer det, tager sig ud som en falmet serviet.

Torsdag 21. april kl. 17 er der læsekreds om romanen i museets havefoyer - deltagelse er gratis.

Foredragspris: 100 kr. inkl. entre til museets udstillinger / 70 kr. for årskortholdere.
Cafeen serverer aftenens ret til 145 kr. efter foredraget. Kan bestilles sammen med billetten på museets hjemmeside: nivaagaard.dk