I anledning af fejringen af Danmarks Befrielse den 4. maj 1945 inviterer Kulturudvalget til foredrag med forfatter og historiker Bo Lidegaard.

Bo Lidegaard fortæller den fascinerende historie om De Hvide Busser, hvor det lykkedes norske, danske - og i sidste ende også svenske - aktivister at gennemføre den mest omfattende humanitære redningsaktion i krigens sidste uger og måneder.De Hvide Busser var hvidmalede busser m.m., som hentede flere tusinde danske og norske fanger hjem fra tyske kz-lejre i de sidste måneder af 2. verdenskrig.

Foredraget om De hvide busser er både en historie om heltemod og om uløselige moralske konflikter.

"Det er et foredrag, der desværre i lyset af den nuværende ulykkelige krig i Ukraine pludseligt er blevet meget aktuelt. Derfor er det også vigtigt, at vi sætter fokus på fred, retfærdighed og overholdelse af menneskerettighederne", siger udvalgsformand Ulla Hardy-Hansen, og fortsætter:

"Den 4. maj er fortsat en vigtig dag at mindes. Krigen og dens rædsler må aldrig blive glemt. De nye generationer har nu også fået krigen på nært hold, og derfor er det oplagt, at vi taler med vores børn og børnebørn om 2. verdenskrig, og det at være besat af en fremmed krigsmagt".

Arrangementet er gratis og alle er velkomne. Dog er der et begrænset antal billetter, som kan bookes på www.fredensborg.dk/4maj

Billetterne fordeles efter først til-mølle-princippet.

Foredraget bliver afholdt i Rådhuskælderen på Fredensborg Rådhus, Egevangen 3B, 2980 Kokkedal onsdag den 4. maj kl. 19-21. Der vil blive serveret en let forplejning.