​Under indtryk af de tragiske begivenheder i Ukraine har Fredensborg Kirkerne valgt at ændre den kommende Højskoleaften, til at omhandle de kirkelige forhold i Ukraine under titlen: "Kampen om den fælles sjæl". Arrangementet finder sted torsdag den 31. marts kl. 19-21 i Asminderød Kirke.

Man vil her kunne opleve, kender af Øst-kirken, Christian Gottlieb, der vil dele ud af sin store viden. Christian Gottlieb er dr.theol., adjungeret professor i kirkehistorie på Københavns Universitet og sognepræst. Han har publiceret flere videnskabelige artikler om kirken i Ukraine. Her følger Gottliebs præsentation af foredraget:

​Kampen om den fælles sjæl: Den kirkelige side af konflikten mellem Rusland og Ukraine​

Selv om de færreste havde forventet, at det anspændte forhold mellem Ukraine og Rusland ville ende med egentlig krig, er krigen dog ikke kommet ud af ingenting. Spændingerne mellem de to lande har mange og dybe grunde, der rækker langt tilbage i historien, som alle parter i konflikten bestandig henviser til, fordi kampen handler om de to landes fælles fortid og fælles sjæl. Dette viser sig ikke mindst i den vigtige rolle, som den ortodokse kirke spiller på begge sider af konflikten. Foredraget vil søge at tegne linjerne i denne komplekse historie med særligt fokus på tiden efter Sovjetunionens fald og den seneste tids dramatiske udvikling.

Foredraget foregår i Asminderød Kirke. Der er gratis adgang, tilmelding ikke nødvendig, og der serveres en forfriskning i pausen.

Onsdag den 20. april kl. 19-21 i Asminderød Sognegård afholdes desuden en Litteraturaften med Lektor Tine Roesen, der er ekspert i Dostojevski. Hun var i efteråret 2021 leder af den danske fejring af Dostojevskis 200 års jubilæum.

Tine Roesen udkom i 2021 med bogen "Dostojevski - en introduktion".