Hvad er den virkelige historie om Karen Blixen i Afrika? Det fortæller Tom Buk-Swienty om med udgangspunkt i sin seneste store biografi "Løvinden" - en bog om Blixens liv i Afrika baseret på mange års research og rejser i hendes fodspor i Kenya. I den forbindelse er der foredrag med netop Tom Buk-Swienty på Nødebo Kro mandag den 4. april kl. 19.30.

Med sin selvbiografiske roman "Den afrikanske farm" fra 1937 om sine 17 år som kaffefarmer i Kenya slog Karen Blixen for alvor sit navn fast som internationalt kendt forfatter. Men selv om hendes bog har mange selvbiografiske elementer, er der tale om en roman. Store dele af bogen - og næsten alt i den senere Oscar-belønnede spillefilm "Out of Africa" med Meryl Streep og Robert Redford - er fiktion.

Under sin research til "Løvinden" opdagede Tom Buk-Swienty, at virkeligheden også i tilfældet Blixen overgår fantasien. Hendes liv i det billedskønne og dybt fascinerende Kenya var langt vildere, farligere og både mere romantisk og dramatisk, end hun selv fortalte i sin bog. Det var faktisk, som det vil fremgå af foredraget, lidt af et mirakel, at hun overhovedet overlevede sit ophold i troperne!
Tom Buk-Swienty er uddannet historiker, og det bærer hans forfatterskab præg af. Han har blandt andet skrevet den historiske bestseller "Slagtebænk Dybbøl 18. april 1864", der dokumentarisk fortæller om den skelsættende krig i 1864 og det historiske slag ved Dybbøl. Desuden har han skrevet den anmelderroste biografi "Den ideelle amerikaner" om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis.

I 2013 udkom Tom Buk-Swientys første bind om Karen Blixens far, den eventyrlystne Kaptajn Wilhelm Dinesen, som blev den mest solgte biografi samme år, og i slutningen af oktober 2014 udkom andet bind.

"Løvinden" udkom i 2019 og giver et spændende og anderledes billede af den store forfatter, et måske mere jordnært billede af hendes liv i Britisk Østafrika og især alle de økonomiske problemer, der tårnede sig op, og familiens store økonomiske investering i farmen. Alt dette blev der gået lettere henover i Den afrikanske farm.

Det bliver en spændende aften med Tom Buk-Swienty , hvor vi får et indblik i den virkelig historie om Karen Blixen i Afrika. Den gennemføres med støtte fra Statens Kunstfond.

Billetter til foredraget koster 100 kr. ved indgangen og 90 kr. i forsalg på www.noedebo-kro.dk

. Gratis med årskort.