Du kan opleve lyden og stemningen af Gnags, når Mr. Swing King gæster Nødebo Kro fredag den 1. april kl. 21.00 med mulighed for spisning kl. 19.00.

Mr. Swing King er et stort orkester med stor lyd, store ambitioner, store armbevægelser og et inddragende sceneshow, hvor publikum er en stor og aktiv del af koncerten.


Mr. Swing King er næsten Gnags. Det er et Gnags jam-band uden, at musikerne tror, at de er Gnags og uden, at de forsøger at ligne Gnags. Bandets medlemmer Mads Graver, Henrik Ørnsholt, Knud Brock, Jens Muhlig, Gert Pedersen og Rasmus Knudsen fokuserer al deres energi på lyden og ikke mindst på at skabe den helt rigtige stemning af Gnags!


"De vilde kaniner" i jam-bandet Mr. Swing King blev sluppet løs på Hillerød Bibliotek under kulturnatten i 2019, hvor de kom med en perlerække af Gnags-klassikere. Det gav inspirationen til at få dem til Nødebo, hvor de skulle have spillet i december 2020. Koncerten blev aflyst på grund af corona epidemien, men nu kommer de. Det bliver en af de aftener, hvor salen på Nødebo Kro vil komme i swingninger.


Som publikum kan man få hele aftenen til at blive en fed oplevelse. Inden musikken starter, kan man nemlig spise middag kl. 19 med en to-retters menu for kun 160 kr. (135 kr. for medlemmer af Forsamlingshusets Venner). Spisebilletterne skal købes i forsalg på forsamlingshusets hjemmeside www.noedebo-kro.dk  senest onsdag den 30. marts kl. 12.


Men alle er naturligvis velkomne til musikken - også dem, der har spist hjemmefra. Billetter til musikken koster 150 kr. ved indgangen og 140 kr. i forsalg på www.noedebo-kro.dk. Gratis med årskort.