I anledning af særudstillingen om guldaldermaleren Wilhelm Marstrand og hans store inspirationskilde Ludvig Holberg kan publikum på Nivaagaards Malerisamling opleve to særarrangementer.

Det er med skuespilleren Henrik Koefoed, der læser Holberg-tekster, og den prisbelønnede instruktør og dramatiker Christian Lollike i samtale med kulturformidler Christian Have om Holbergs og komediens betydning for mennesker og samfund gennem tiden.

Ludvig Holberg (1684-1754) er en af kulturhistoriens mest epokegørende figurer, og hans 300 år gamle værker kan stadig inspirere nutidens dramatikere og få publikum i salene. Holbergs svidende karikaturer og spidsfindige ironi talte også til Wilhelm Marstrand, der troede på, at satire kan have en opdragende virkning. Når Marstrand i 1800-tallet vakte Holbergs karakterer og miljøer til live i malerkunsten var det til stor begejstring for både samtiden og eftertiden, hvor malerens Holberg-scener har prydet utallige private hjem og offentlige steder.

 

Tirsdag 22. marts kl. 17:
Skuespiller Henrik Koefoed læser uddrag fra Holbergs tekster

I særudstillingen 'Wilhelm Marstrand. Den store fortæller' møder man adskillige litterære skildringer, herunder flere scener fra Ludvig Holbergs stykker. Især Holbergs komedier fik enorm betydning for Wilhelm Marstrand, som genfandt dramatikerens skikkelser på gaden i København, i borgerskabets interiører eller i bondestuerne på landet. Holbergs opdigtede skæbner og figurer fandt ofte vej til Marstrands lærreder i lattervækkende situationer eller dramatiske optrin. Derfor får man ofte en fornemmelse af, at Marstands billeder tager os med i teatret.

Vær med denne aften, når skuespiller Henrik Koefoed læser uddrag fra både Erasmus Montanus, Jeppe på Bjerget og Barselsstuen af Ludvig Holberg. Koefoed har beskæftiget sig med satiren blandt andet i en lang række af revyer og som én af Ørkenens Sønner. Han har desuden spillet titelrollerne i Ludvig Holbergs Den Stundesløse og Den politiske Kandestøber på Folketeatret samt medvirket i Den vægelsindede på Det Kongelige Teater.

Pris: 100 kr. inkl. entre til museets udstillinger / 30% rabat for årskortholdere.

Caféen serverer efter foredraget aftenens ret til 145 kr. Bestil sammen med billetkøb

 

Tirsdag 29. marts kl. 17:
TALK: Holberg og komedien - dengang og i dag
med instruktør Christian Lollike og kulturformidler Christian Have

Hvad har Holberg og komedien betydet for mennesker og samfund gennem tiden - og hvad kan vi bruge Holbergs tekster til i dag?

Den prisbelønnede instruktør og dramatiker Christian Lollike er kunstnerisk leder af det toneangivende teater SORT/HVID og stod i 2017 bag iscenesættelsen af Erasmus Montanus på Aarhus Teater, som modtog Årets Reumert for bedste forestilling. Med en af landets førende kulturformidlere Christian Have som moderator fortæller Lollike her om den Holberg, han har lært at kende og kom til at vokse med - fra han oplevede Holbergs tekster som uforståelige i gymnasietiden og siden omsatte til tidssvarende og populært teater.

Pris: 100 kr. inkl. entre til museets udstillinger / 30% rabat for årskortholdere

Cafeen serverer inden arrangementet aftenens ret til 145 kr. Bestil sammen med billetkøb

Billetkøb: https://shop.nivaagaard.dk/arrangementer/