Torsdag d. 17. marts klokken 19-21 gæster den anerkendte forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky Nivå Bibliotek for at fortælle om sin nyeste bog ”Vindens Port”, som foregår i årene op til 1341 i det sydlige Spanien. Riebnitzsky var som 15-årig udvekslingsstudent i den lille spanske by Alcalá la Real, hvor romanens handling udspiller sig. Og hun vil blandt andet fortælle om, hvordan et gensyn med hendes spanske værtsfamilie og byen, hvor middelalderfæstningen i dag er genopført, bragte hende på sporet af denne roman.
Riebnitzsky er en både erfaren og formidabel foredragsholder, så der er god grund til at glæde sig til et par timer i hendes selskab.

Anne-Cathrine Riebnitzsky debuterede som forfatter i 2010 med biografien ”Kvindernes krig”, siden da har hun modtaget adskillige priser og nomineringer for sit forfatterskab – hun har blandt andet modtaget De Gyldne Laurbær for bogen ”Forbandede Yngel”.

En billet til foredraget koster 50 kroner. Er man medlem af Biblioteksklubben koster en billet 40 kroner. Billetter købes via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.