Efter fin succes med stor tilstrømning til de to første koncerter i orgeltrilogien, inviterer Nivå Kirke nu til den sidste koncert på søndag den 20. februar kl. 15, hvor organist Allan Rasmussen, Frederiksborg Slotskirke, Hillerød, er på orgelbænken.

Programmet vil byde på fransk barokmusik af Louis Marchand og Louis Couperin, samt to variationsværker over en arie fra Jean-Baptiste Lullys “Ballet Royal de l’Impatience”. Denne melodi, som har fundet vej ind i den danske salmeskat som “Rind nu op i Jesu navn”, bliver taget under behandling af både Diderich Buxtehude og en anonym spansk komponist fra 1600-tallet. Desuden spiller Allan Rasmussen en sonate af Carl Philipp Emmanuel Bach, Johann Sebastians næstældste søn, og en af de mest indflydelsesrige komponister i overgangen mellem barok og klassik. 

Allan Rasmussen er slotsorganist ved Frederiksborg Slotskirke i Hillerød, hvor han blandt andet har ansvar for det enestående Compenius-orgel fra 1610. Han er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og debuterede fra solistklassen i 1993. Udover sit virke som organist har han en mangeårig karriere som cembalist bag sig, og han optræder jævnligt med flere af Europas højest profilerede barokensembler. Senest har han spillet den virtuose cembalostemme i J.S. Bachs 5. Brandenburgerkoncert på Théatre des Champs-Elysée i Paris. Han medvirker på over 25 CD-udgivelser og har modtaget flere priser og legater, heriblandt Musikanmelderringens Kunstnerpris i 1999. 

Efter koncerten inviterer kirken på en forfriskning 

Der må være 93 tilhørere på bænkeraderne. Husk coronapas og mundbind. (Fremgår det af pressemeddelelsen)

Varighed: ca. 1 time. Gratis adgang.