De populære naturvidenskabelige foredrag, som sendes live fra Aarhus Universitet til Fredensborg Bibliotekerne, vender tilbage i februar.

Programmet for Aarhus Universitets live-streamede naturvidenskabelige foredrag er landet. Det byder på alt fra fremtidens natur over slangers fordøjelse til mælkevejen. Foredragene går på skift mellem Fredensborg Bibliotekernes afdelinger og Egedal Byens Hus, hvor de vil blive vist live på storskærm. Oplevelsen er tæt på den man får ved et fysisk foredrag, da man for eksempel kan stille spørgsmål til foredragsholderen.

Sæsonen begynder den 8. februar med foredraget ”Fremtidens natur” om, hvordan mennesket påvirker Jordens biodiversitet og om konsekvenserne for fremtidens levende natur. Det foregår fra kl. 18.45-21.00 på Humlebæk Bibliotek.

Den 22. februar handler det om ”Den sovende hjerne”, hvor der vil blive dykket ned i søvnens mysterium. Det sker på Fredensborg Bibliotek.

1. marts er turen kommet til Egedal Byens Hus i Kokkedal, hvor temaet er klimaforandringer, herunder hvordan vi afbøder konsekvenserne.

Den 15. marts skal vi høre om ekstrem fordøjelse hos slanger, og hvordan forskere kan bruge deres viden om slanger i forståelsen af menneskers fordøjelse.

Den 29. marts vil det på Nivå Bibliotek handle om flagermus, og den nye viden man har opnået ved at placere små computere på de små baskende væsner.

Sæsonen afsluttes den 26. april i Egedal Byens Hus med en rumsafari blandt mælkevejens planeter og specielt de såkaldte exo-planeter, der minder om vores egen moder jord.

Alle foredrag foregår fra klokken 18.45-21.00 og er gratis, men kræver tilmelding via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.