Fredensborg-Humlebæk lokalhistoriske Forening er nu klar med de første arrangementer i 2022. Det første arrangement afvikles torsdag den 24. februar på Fredensborg Bibliotek og hedder Kvinden der samlede verden.

Forfatteren Eva Tind har skrevet en romanbiografi om zoologen Marie Hammer, der levede fra 1907 til 2002, hvor af hun i en årrække sammen med familien boede i Fredensborg. Eva Tind kommer og fortæller om den spændende videnskabskvindes verdensomspændende rejser og opdagelser, som blandt andet i 1937 bragte hende en tur til Grønland på en af Knud Rasmussens Thuleekspeditioner.

Foredraget er arrangeret i et samarbejde mellem lokalafdelingen af Foreningen Norden og Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening.

Der er gratis adgang for medlemmer af foreningerne. For ikke-medlemmer er prisen 20 kr.

Generalforsamling 2022

Mandag den 28. februar kl. 19:30, holder Lokalhistoriske Forening desuden generalforsamling. Det sker på Kulturstationen i Humlebæk. Efter generalforsamlingen fortæller advokat og tidligere borgmester John Hemming, om årene som borgmester i perioden 1998-2007, som bl.a. førte frem til sammenlægningen med Karlebo Kommune.