På trods af corona blev det en meget festlig nytårskoncert i Gamle Bio med Fredensborg Brass Ensemble søndag den 23.januar 2022.

Der var totalt udsolgt i Gamle Bio søndag eftermiddag. Vi fornemmede, at de 120 feststemte mennesker trængte stærkt til levende musik. Og humøret fik endnu et par streger op da Fredensborg Brass Ensembles 15 musikere spillede nye og gamle melodier fra Lumbye og Bizet til Bernstein og en James Bond-kavalkade.

Dirigent Henrik Madsen slog elegant koncerten an med Dronning Margrethe den 2.’s parademarch af Arne Ole Stein som orkestrets og forsamlingens hyldest til Dronningen i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum.

Forsamlingen fik lov at røre stemmerne til musikledsagelse med ”Dejlig er jorden” og ”Skuld gammel venskab rejn forgo.”
Corona var tæt på at hindre servering af bobler og kransekage, for man må stadig ikke stå tæt i kælderen pga. corona, og man kan jo ikke spise og drikke, når man er iført mundbind. Det løstes elegant ved, at alle blev siddende på deres pladser i pausen uden mundbind, mens orkestret serverede bobler og kransekage for gæsterne.

Se video på Dronning Margrethe den 2.’s parademarch på Gamle Bios facebookside:
https://www.facebook.com/FredensborgKulturhus