Efter en meget stille januar kan forsamlingshuset i Nødebo endelig få gang i kulturen igen, og den første koncert er med i åbningsweekenden for Vinterjazz 2021 - Her gæster Grarup All stars forsamlingshuset søndag den 6. februar kl. 16.00.

Det er et “rigtigt” live-band, der kommer til Nødebo den 6. februar. Grarup Allstars lader sig føre af musikken, hinanden og stemningen hos publikum, frem for af alt for mange forud-aftalte ting. For derved når de dybere og højere musikalsk på stedet og på dagen.

Med Årets Live Pris i kategorien DMA Blues cementerede Grarup Allstars i 2019 sin position som et af Danmarks absolut bedste live-bands, endda også uden for blues-genren. Et foreløbigt højdepunkt for orkestret, som vader i superlativer og fantastiske anmeldelser: ”Margrete Grarup styrer scenen med autoritet, førertrøje og ydmyg respekt for sine musikere. Det var et berusende, nærmest euforiserende trip, en koncert, som intet lader tilbage at ønske. All Stars. Ja lige netop!”

Grarup Allstars består af orgel-fænomenet Palle Hjorth fra Poul Krebs og Peter Sommer, Danmarks soulsax nr. 1 Niels Mathiasen fra Gnags og Poul Krebs, Johnny Madsens bundsolidt swingende bassist Niels Nello Mogensen, super-ekvilibristen Uffe Steen på guitar, Esben Bachs virtuost ved trommerne og ikke mindst landets måske bedste soul/blues sangerinde Margrete Grarup. Det kan kun blive en speciel eftermiddag!

Margrete Grarup evner at økonomisere sine fraseringer. Derfor bliver hendes optrædener altid vedkommende, smagfulde og dynamiske, hvor mange andre sangerinder hurtigt lyder som rene stiløvelser. Desuden har hun en dyb forståelse for rammerne af de genrer, hun bevæger sig i, og har et suverænt overblik over de historiske og stilistiske variationer i stilarterne. Hun har en jordbunden professionalisme og en behagelig, imødekommende og åben natur. Hun er solistuddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium (2003). Har siden 1990 optrådt i ind- og udland i div. koncertsammenhænge. Hun er studieadjunkt i rytmisk sang på Jysk Musikkonservatorium. Yderligere har hun arbejdet med teater, både som sanger og instruktør, og har været tilknyttet Hasseris Kirke som sanger siden 1990.

Margrete Grarup optrådte med Michael Sunding på Nødebo Kro i 2019, hvor de formidlede PH’s viser i ny forklædning. Nu kommer hun igen med sit band.

Billetter til koncerten koste 150 kr. ved indgangen og 140 kr. i forsalg på www.noedebo-kro.dk. Gratis med årskort.

 

Nødebo Kro deltager også i afslutningsweekenden på VinterJazz der er med 5 x Vuust den 27. februar.