Den 1. februar kan man overvære en klassisk koncert på Nivå Bibliotek, som i virkeligheden finder sted i Den Sorte Diamant i København.

Den 1. februar klokken 17-18 spiller trioen Kind of Cyan koncert i Den Sorte Diamant i København. Men er man interesseret i at overvære koncerten, behøver man ikke tage helt til København. Koncerten bliver nemlig livestreamet til Nivå Bibliotek, hvor en storskærm og et par gode højttalere skal være med til at give den helt rigtige koncertoplevelse.

Ved koncerten vil Kind of Cyan udfordre Ravels klavertrio ved hjælp af elementer fra den elektroniske musiks verden. Man vil således opleve trioens helt egen viderefortolkning af et af musiklitteraturens største værker.

Får man smag for oplevelsen og for Kind of Cyan, er koncerten den 1. februar blot den første af tre livestreamede optrædener med trioen, som man kan opleve her i foråret via Nivå Bibliotek. Næste gang er den 1. marts, hvor Kind of Cyan spiller musik med udgangspunkt i Johan Sebastian Bach, og den 5. april er det Sjostakovitjs legendariske 15. symfoni, der kommer under behandling af Kind of Cyan.

Det er gratis at overvære koncerterne fra Nivå Bibliotek, og tilmelding kan ske via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.

Kind of Cyan består af violinist Cæcilie Balling, cellist Josefine Opsahl og pianist Cæcilie Tagmose. Inden for konstellationerne trio, duo og solo har musikerne i Kind of Cyan gennem årene arbejdet med fusion og nye fortolkningsmuligheder af klassisk musik.