Fredensborg Bibliotekerne tilbyder masser af muligheder, hvis man vil dyrke sin interesse i fællesskab med andre eller skal have hjælp med teknologien.

Efter lidt vinter- og corona-dvale er Fredensborg Bibliotekerne og en række frivillige kræfter klar til en ny sæson med mange af de kendte faste aktiviteter. Der bliver således gensyn med slægtsforskningscaféen, håndarbejdscaféen, morgensang, lektiecafé, it-café og fars legestue.

Slægtsforskningscaféen foregår den første mandag i måneden i februar, marts og april kl. 10-12 på Fredensborg Bibliotek. Her vil en slægtsforsknings-ekspert guide deltagerne igennem junglen af digitale hjælpemidler, som slægtsforskere i dag kan benytte sig af.

I håndarbejdscaféen, der foregår kl. 18.30-21 én gang om måneden februar-juni i Fredensborg, kan håndarbejdsinteresserede nørkle i fællesskab med ligesindede under indtagelse af kaffe og med masser af hyggesnak.

På Nivå Bibliotek kan man med start den 1. februar igen komme til at synge dagen ind hver tirsdag formiddag kl. 10.30 med akkompagnement af frivillige musikere og sangværter og med sange fra blandt andet Højskolesangbogen.

Hver onsdag kl. 14-17, ligeledes på Nivå Bibliotek, kan skolebørn fra 0.-10. klasse få hjælp til lektierne af de frivillige undervisere i lektiecaféen.

Hjælp kan man også få, hvis man har problemer med brugen af pc, tablet eller mobiltelefon. Det foregår i Nivå og Humlebæk Biblioteks it-caféer, som afholdes hver tirsdag eftermiddag henholdsvis klokken 14-16 og 14.30-16.30 de to steder.

Endelig kan fædre fortsat benytte fars legestue på Humlebæk Bibliotek tirsdag formiddage kl. 10-12, hvor de kan tumle med deres 0-5-årige børn.

Er man interesseret i nogle af disse aktiviteter, kan man læse mere om dem på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside. Her kan man også finde de præcise tidspunkter og – for slægtsforskningscaféens vedkommende – tilmelde sig.