Fredensborg Bibliotekerne er klar til gå i gang med ”Luk verden ind”, et ambitiøst projekt, hvor 5 biblioteker med en nyligt vundet bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen samarbejder om at livestreame inspirerende samtaler og debatter mellem danske og udenlandske forfattere og debattører.

Corona-pandemien sætter igen sit præg på vores liv og hverdag. Hele verden lever med begrænsninger, og alle er mere hjemme end før. Hvis du hungrer efter kulturoplevelser, så kan du glæde dig. Fredensborg Bibliotekerne er sammen med 4 andre biblioteker klar til at livestreame i 2022. Med projekt ”Luk verdenen ind” behøver ingen undvære kulturelle oplevelser, da alle kan se med hjemmefra, når bibliotekerne livestreamer samtaler mellem to forfattere.

Fordelen ved livestreaming er, at det bliver muligt at nå ud over landets grænser og invitere forfattere fra andre lande til at deltage i samtalerne. På den måde gør projektet, at bibliotekerne kan lukke verden ind til folk direkte hjem til stuerne.
Med ”Luk verden ind” glæder vi os til at arbejde videre med livestreaming. Vi har arbejdet på at lave et format som passer til den nuværende corona-situation, og vi glæder os til at kunne tilbyde vores borgere mulighed for at møde udenlandske forfattere og debattører og få en særlig oplevelse!” siger bibliotekschef Tania Schwartz.

”Luk verden ind” er en viderebygning af et tidligere projekt ”Viden og Oplevelser live med bibliotekerne”, som har kørt i 2021 Der blev med stor succes blandt andet livestreamet for flere tusinde mennesker, da for eksempel Svend Brinkmann og Erland Loe talte sammen.

De 5 biblioteker som er med i projektet er: Fredensborg Bibliotekerne, Gentofte Bibliotekerne, Lolland Bibliotekerne, Allerød Biblioteker og Glostrup Bibliotek.

Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og vil køre gennem hele 2022.