Humlebæk Kulturforsyning har lige fra foreningen blev oprettet, elsket at lave aktiviteter over hele byen. Den 27. november “går de planken ud” og laver to arrangementer samme dag – hver sit sted.

På biblioteket kan man kl. 14.00 komme til koncert med tenoren Ebbe Juul–Heider og den lokale pianist Christina W. Smitt, og kl. 20.00 er der guf til alle elskere af Matador i KulturStationen. Her opfører Cornelius’ Teaterselskab forestillingen ‘Fra Skjern til Varnæs’ med sange og anekdoter fra den populære TV-serie.

Om eftermiddagen vil Christina og Ebbe fremføre en række kendte og melodiske danske, tyske og engelske sange med dejlige melodier af Carl Nielsen, Stephen Foster, Christina Wager Smitt og Rudolf Siecynski.

I forestillingen Fra Skjern til Varnæs inviterer sanger og skuespiller Nicolaj Cornelius, publikum med bag kulisserne i Matador. Det er en malerisk fortælling hvor han rejser fra familie til familie i Korsbæk og fortæller morsomme anekdoter fra filmoptagelserne, den endelige serie og om sine møder med nogle af de skuespillere, der medvirkede.

Forestillingen tager dog hele tiden sit udgangspunkt i den musik, der benyttes i TV-serien, da sangene og melodierne er meget betydningsfulde for historien og stemningstilstanden.

Forestillingen er instrueret af bysbarnet Sune Svanekier, kendt fra forestillinger som Atlantis, Vildheks og Jordens Søjler.

Bestil dine pladser på www.kultur3050.dk/billetter.

Fakta

Christina Wagner Smitt er konservatorieuddannet pianist, komponist, musikpædagog og en rutineret pianist og sangskriver.

Ebbe Juul-Heider har en bemærkelsesværdig, udtryksfuld sangstemme som han bruger til at sprede glæde og gode oplevelser for publikum.

Nicolaj Cornelius er udover skuespiller og sanger faktisk også danmarksmester i viden om Matador, så forvent både genhør med sange som ’De tre musikanter’ og ’Molak, Molak, Mak, Mak, Mak’ men også et særdeles velbevandret kig bag kulisserne i Algade og Korsgade.