Søren Kristiansen Trio kan opleves live på Nødebo Kro søndag den 21. november kl. 16.00 Sidst, Søren Kristiansen spillede på Nødebo Kro, var det som medlem af Danish Jazz Quartet i december 2017, men denne gang kommer han med sin egen trio med Thomas Ovesen på bas og Alex Riel på trommer. 

Søren Kristiansen har akkompagneret stribevis af store amerikanske musikere og regnes i dag for en af de betydeligste danske jazzmusikere. Han er fra før den tid, hvor jazzmusikere var noget, man producerede på en uddannelsesinstitution med blankpolerede flygler. I stedet har han som alle store musikere stået i mesterlære på jazzklubberne hos dem, som kom før ham. I de senere år har Søren Kristiansen udgivet en stribe flot anmeldte plader i eget navn og fremstår i dag som en af de mest personlige pianister, vi har.

Danmark har en stor og stolt tradition for at avle gode bassister, og den største af dem alle var Niels-Henning Ørsted Pedersen, NHØP, der allerede i starten af 1960erne som teenager rystede den danske jazzscene, så det gav genlyd også internationalt, med et basspil af hidtil uhørt virtuositet og rytmisk smidighed. Han blev den store inspirator og læremester, og en af hans disciple var Thomas Ovesen, der i høj grad fører traditionen videre. Han har bl.a. spillet med Kristian Jørgensen og i DR’s Big Band.

Alex Riel blev egentlig uddannet som damefrisør, men endte som trommeslager. Han har selv sagt, at han var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, men det var nok også oplagt, at en ung, talentfuld og anderumpefriseret janitshar trods alt valgte musikken i 1960’ernes spændende københavnske jazzmiljø. Alex Riel blev hentet ind som husmusiker i Jazzhus Montmartre i Store Regnegade, hvor han med især NHØP og Bo Stief i rytmegruppen lærte håndværket ved at bakke de tilrejsende, ikke mindst amerikanske, musikere op. Alex Riel har siden været med hele vejen som en af landets og Europas mest respekterede trommeslagere.

Det bliver en oplevelse at høre de tre store jazzmusikere sammen ved koncerten på Nødebo Kro.

Billetterne til koncerten koster 150 kr. ved indgangen og 140 kr. i forsalg på forsamlingshusets hjemmeside www.noedebo-kro.dk . Gratis adgang med årskort.