Er du en ung forfatterspire, der elsker at skrive historier eller bare har lyst til at prøve det af sammen med to forfattere, skal du sætte kryds i kalenderen d. 13. november 2021.

Lørdag d. 13. november kan unge på 14-18 år komme til skriveworkshop på Humlebæk Bibliotek klokken 10-16. Her kommer de to forfattere Nanna Foss og Boris Hansen og kan give god og professionel skrivesparring. Der bliver masser af sjove og lærerige skriveøvelser, hvor der dykkes ned i plot og planlægning, karakterudvikling og sprog. Forfatterspirer får masser af nye værktøjer til forfatterværktøjskassen, og der er mulighed for at komme et solidt stykke videre med ens eget skriveprojekt – hvad enten det er en løs idé eller et helt konkret stykke tekst.

Udover workshop-delen vil Nanna og Boris også fortælle om deres forfatterskab. Her vil de bl.a. tale om deres projekt ”60 uger til udgivelse”, som er en dokumentarserie, hvor de inviterede deres seere med i alle dele af processen fra bogidé til udgivelse – både sejre og nederlag. Dokumentaren bestod af videoer, livestreams og billeder på de sociale medier og viste, hvordan Boris startede på en hel ny serie, mens Nanna genudgav sin eksisterende serie Spektrum.

Det er gratis at være med, men man skal have en billet, som hentes på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.

Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond.