Den amerikanske sanger Bob Dylan blev født i 1941 og var i begyndelsen af 60’erne en af de førende kunstnere inden for den nye folkemusik. Hans 80 års fødselsdag bliver fejret over hele Verden og også på Nødebo Kro, hvor Dissing og Las spiller Bob Dylan søndag den 31. oktober kl. 16.00.

Rasmus og Jonas Dissing er sammen med Las Nissen en unik enhed, der med præcision og ekstrem samhørighed har fundet deres helt egen lyd og musikalske univers. De svømmer rundt i det store ocean af Dylan-sange og har givet deres sublime fortolkninger til det danske publikum, siden Bob Dylan fyldte 70. De tre vokaler giver Dylans sange den variation, de kræver, og trioens sammenspil formår at følge dem til dørs.

”Der er altid en ny Dylan sang at blive forelsket i, så den kærlighed når aldrig at ruste, og det at mærke publikums tilbageholdte åndedrag eller glade suk og våde øjne holder os i den grad til ilden”, siger trioen om det fortsatte arbejde med koncerterne.

Dissing og Las inviterer, med den største selvfølgelighed, publikum indenfor, og fortællinger og fantasier viser vej gennem eftermiddagens sange. Der bliver grinet og grædt, rocket og rislet. De udstod deres første musikalske læretid hos Povl Dissing, og da de valgte at stå på egne ben under navnet Dissing & Las, var det med det samme tydeligt, at det var en rigtig god idé. Med de fem album ’Lige Præcis’ (2008), ’Balladen med Bartof’( 2010), ’Kig op’ (2013) `Min Mormors gebis` (2015) og nu `Vildt voksne` (2019) i bagagen har Las Nissen og Rasmus og Jonas Dissing for alvor slået deres navn fast i den brede offentlighed, og trioen er i dag etableret som en enhed, man skal regne med fremover.

Billetter til koncerten koste 200 kr. ved indgangen og 190 kr. i forsalg på www.noedebo-kro.dk  Gratis med årskort. Der er nummererede pladser.