Søndag d. 12. september kl. 15:30 inviterer Nivå Musiklaug til koncert med jazzsolist Kira Martini, som indtager Lagunens scene med sin orgeltrio. Oplev den anmelderroste sangerindes forfriskende og forførende jazzunivers, sammen med ehendes nergiske makkere, Mads Søndergaard på orgel og Morten Ærø på trommer. 

Kiras repertoire spænder vidt fra New Orleans til brasilianske rytmer, over traditionelle klassikere til inderlige ballader. Ubesværet udforsker hun jazzens undergenrer og spinder med sine referencer til samba og bossa et underliggende feel, der infiltrerer repertoirets traditionelle lag.

Om Kira Martinis sidste album skrev anmelder Ivan Rod: ”Sangerinden Kira Martini har i løbet af det sidste årti markeret sig som en uomgængelig karakter på den danske jazzscene. Hun har markeret sig som en magnetisk vokalist og en blændende fortolker, der evner at mikse genrer. Det er helt og holdent i rollen som fortolker, hun optræder på sit nye album, Warm Valley - et album som efterlader lytteren varm om hjertet.” 

Arrangør: Nivå Musiklaug
Billetpris: 150 kr.
Bestil: tlf. 49146611
Tid og sted: søndag d. 12. september kl. 15:30 i Restaurant Lagunen

Om arrangøren

Koncerten arrangeres af Nivå Musiklaug, hvis aktiviteter spænder over et aktivt musikalsk samvær, både som udøvende musikere og som arrangører af musikalske begivenheder. Musiklaugets mission er at fremme og udbrede den musikalske folkekultur i lokalområdet: ”Vi vil gøre det muligt at opleve stemningsfuld live-musik af høj kunstnerisk kvalitet, og vi tilbyder et alsidigt program med folkelige såvel som mere avantgardistiske artister.”

Koncerterne afholdes i Restaurant Lagunen på Nivå Havn. Her ønsker man at støtte op om et aktivt kulturliv ved at tilbyde sine lokaler som et sted, hvor live-musikken kan udfolde sig lokalt.