Mord over køkkenbordet - en aften med krimiforfatterne Janni Pedersen og Kim Faber på Kunstmuseet Louisiana, tirsdag den 31. august kl. 19.30. Aftenens vært er Marc-Christoph Wagner

Da tredje bind, ”Kvæler”, af den roste krimiserie om kommissær Juncker og hans makker Signe – skrevet af forfatterduoen Janni Pedersen og Kim Faber – udkom i starten af august, fik den fine ord med på vejen.

”Jeg kan ikke nævne ti danske krimiforfattere, som skriver bedre end de to. Eller for den sags skyld konstruerer bedre plots med saglig research og viden. ”Kvæler” er klart i international klasse”, skrev Politikens anmelder.

Og måske er det ikke helt tilfældigt, at netop TV2s garvede Janni Pedersen og den mangeårige journalist Kim Faber får de anerkendende ord.
De har selv dækket virkelighedens forbrydelser og menneskelige afkroge gennem mange år og har deres netværk i orden.
I efterårssæsonens første Louisiana Live tirsdag den 31. august kl. 19.30 kan man i Koncertsalen møde de to forfattere, der også danner par privat, og høre dem fortælle om, hvordan en mordfantasi over madlavningen ender som en bestseller, der måske ikke ligger så langt fra virkeligheden endda.

Og publikum er velkommen til at byde ind med spørgsmål – og idéer.

Louisiana Live er gratis (gebyr 20 kr.) for museets gæster – tilmelding er nødvendig på www.louisiana.dk, hvor man kan læse mere.