I 2021 ville den folkekære tegner og illustrator Ib Spang Olsen være fyldt 100 år. Det markerer Nivaagaards Malerisamling med en udstilling af både kendte og mere overraskende værker fra hans mangfoldige kunstneriske virke over syv årtier: fra fantasifulde krusedulletegninger over erindringsbilleder og eventyrillustrationer til erotiske mesterværker.

Ib Spang Olsen boltrede sig i både billeder og ord og har med sit fantasifulde univers tryllebundet generationer af børn og voksne. Hans billedproduktioner favner både vægudsmykninger og frimærker, plakatkunst og tv-produktioner samt talrige avis- og bogillustrationer, som han udførte med stor indlevelse.

Han var nær ven til forfattere og digtere som Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen, illustrerede flittigt H.C. Andersen og anden verdenslitteratur og skrev selv vidunderlige børnebøger. Hans hjerte bankede særligt for de mindste såvel som for naturens dyr og planter, og hans frodige tegninger emmer af kærlighed til livet. 

Fantasien har vi alle


Ib Spang Olsens sprudlende billedunivers og særlige blik for det eventyrlige i hverdagen taler dengang som i dag til både voksne og børn. "Børns fantasi er som de voksnes", udtalte Ib Spang Olsen "kun er deres referenceramme og billedmæssige erfaringer mindre, og det må man naturligvis tænke på, når man tegner til børn".

Virkelighedens problematikker fornægtes dog ikke i Ib Spang Olsens univers. Hans samfundsmæssige og politiske engagement var stort, og han påpegede gerne de voksnes ansvar for miljøet, som ikke kunne skubbes videre til den næste generation, ligesom han begræd den manglende tid i voksnes fortravlede hverdage. Holdninger som med både humor, vid og alvor blev tegnet og skrevet frem i såvel børnebøger som plakatkunst.

Naturen tilhører også nisser og trolde


Naturen havde en altafgørende betydning for Ib Spang Olsen som menneske og kunster. Den er ikke blot hjemsted for de planter og dyr, han ønskede beskyttet mod byudvikling og forurening - naturen er også et rum for det eventyrlige; et sted, hvor fantasien kan få frit løb. Ib Spang Olsens værker er ofte befolket af trolde, lygtemænd, nisser og andre væsener, der i hans øjne har lige så stor berettigelse i naturen som os mennesker.

"Naturen er det bedste, man har. Den er variabel og detaljeret. Man kan ikke afmale naturen, men hente nogle indtryk fra den. Den repræsenterer en guldgrube for kunstneren." Ib Spang Olsen, 1996 

Ib Spang Olsens arbejdsmetode


Ib Spang Olsen betragtede tryksagen som originalen, da trykket var det færdige resultat, som han arbejdede frem imod. Udstillingen dykker derfor også ned i Ib Spang Olsens arbejdsmetode og illustrerer de særlige teknikker, han gjorde brug af.

Også tv'et blev i Ib Spang Olsens hænder forvandlet til et kunstnerisk medie. Han var den første i Danmark til at anvende tv-mediet direkte til levendegørelse af tegneprocessen, hvor han fortalte historier over sin 'løbende streg'. I udstillingen vil publikum også kunne (gen)opleve et udvalg af hans populære tv-produktioner. 

Arrangementer


Museet tilbyder gennem hele udstillingsperioden en række arrangementer med blandt andet familieworkshops, foredrag og børneteater, der tager udgangspunkt i eller lader sig inspirere af Ib Spang Olsen. Følg med via Nivaagaards Malerisamlings kalender på hjemmeside og Facebook eller museets nyhedsbrev.