Fredensborg Bibliotekerne inviterer 60+ til et spændende naturforløb i efteråret, hvor deltagerne over otte tirsdage fra september til november kan få  holdt hjernen frisk i naturen og  komme ud i det grønne med biblioteket og Fredensborg Arkiverne.

Op til i alt 20 deltagere på 60+ vil i efteråret få mulighed for at blive en del af Fredensborg Bibliotekernes store forløb ”Hold hjernen frisk i naturen”. Forløbet strækker sig over otte tirsdag formiddage og er en kombination af fysisk udfoldelse, udfordringer til hjernen og socialt samvær.

Programmet for de otte tirsdage indeholder blandt andet naturtræning, kursus i at tage billeder i naturen med smartphonen, indføring i lokalhistorie, læseinspiration og meget mere. Langt de fleste aktiviteter vil finde sted i området omkring Fredensborg, men der vil også være afstikkere til Fredensborg by og til Planteavlsstationen ved Krogerup.

For at være med til ”Hold hjernen frisk i naturen” skal man – ud over at være fyldt 60 år – kunne gå tre kilometer, være indehaver af en smartphone med kamera og kunne tage et billede med den. Man skal desuden kunne deltage alle otte gange.

Forløbet er støttet af Nordea-fonden og er en del af DGI og Slots- og kulturstyrelsens ”Hold hjernen frisk”-projekt, der har til formål omsætte forskningsbaseret viden til konkrete aktiviteter, der kan inspirere seniorer til at holde hjernen frisk hele livet. I den forbindelse har forskning vist, at kontakt med naturen kan styrke den mentale sundhed.

Dette sidste aspekt kan man høre meget mere om til et startskudsforedrag den 7. september med tv-lægen og forfatteren til bogen ”Naturen på recept”, Peter Qvortrup Geisling. Melder man sig til ”Hold hjernen frisk i naturen”, er man automatisk sikret en billet til foredraget.

Det er gratis at deltage i forløbet i efteråret, og man kan tilmelde sig via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside fra den 8. juli. Man kan læse mere om forløbet på www.fredbib.dk/natur