Søndag den 4. juli kl. 10 i Nivå Kirke, spiller kirkens organist en lille matiné fra kl. 10 med klassiske jazz standards af Ellington, Basie, Garner, Billy Joel, Beatles, Stevie Wonder m.fl., hvor kirkeorglet bliver trakteret rytmisk, som et Hammond orgel. Samtidig med at Copenhagen Jazzfestival lige er startet.

Efter Nivå Kirkes orgeltrilogi med klassisk orgelmusik på højt niveau med bl.a. ”to professorer”, Buxtehude, Bach, Franck, Widor m.fl. er tiden kommet til at byde den verdslige musik ind, altså den musik som hører til ude i verden, uden for kirkedøren.

Derfor ruller Nivå organisten sig ud på søndag kl. 10, med at ”spille på ørerne”, hvilket han i øvrigt er vant til, idet han er tidligere udøvende musiker, pianist og sanger inden for al den syndige musik. 

Varighed: ca. 25 minutter. Gratis adgang.