De kommende to uger kan gæsterne på Nivaagaards Malerisamling opleve to nye kunstværker museet: Christen Købkes Portræt af Margrethe Hahn, g. Stougaard (1810-1882), 1829 og Wilhelm Marstrands Scene fra Ludvig Holbergs "Barselstuen", u.å. Malerierne er erhvervet for midler fra Tom og Inga Berg på auktion i den forløbne uge og kan allerede nu opleves i den aktuelle udstilling frem til 27. juni.


Den danske guldaldermaler Christen Købke (1810-1848) havde en forkærlighed for de nære omgivelser indenfor og omkring Københavns volde og rejste sjældent længere væk for at finde sine motiver. Ungdomsværket Portræt af Margrethe Hahn, g. Stougaard (1810-1882), som museet netop har erhvervet, er dog malet i forbindelse med en sommerferie i Aarhus, hvor den 19-årige Købke var indlogeret hos præsten J.C. Hahn. Købke malede to portrætter af præstedatteren Margrethe Hahn, der sidder model med silketørklæde om håret og et gennemsigtigt sjal, en såkaldt Bertha, over de bare skuldre. Det ene portræt gik til familien, det andet, der ses her, valgte han selv at beholde til sin død som et minde om Margrethe, som han havde forelsket sig i.

 

Wilhelm Marstrand (1810-1873) yndede at skildre scener fra Ludvig Holbergs folkekære satiriske stykker, og Barselstuen er et af disse. Komedien blev opført første gang i 1723. Placeret i en højrygget lænestol med en stor pude i ryggen sidder den nybagte mor og modtager besøg og gaver fra bekendtskabskredsens fruer, som det var skik og brug på Holbergs tid. En tradition, der stod på i flere uger. Værket er et nysgerrigt kig ind i en af borgerskabets stuer, hvor man samtidig bliver tilskuer til en række små interne handlinger, og udvekslinger af blikke, figurerne imellem. Motivet blev uhyre populært i Marstrands samtid og findes i flere versioner, med små variationer i detaljer og farver, og blev også produceret som litografi.

Museets øvrige guldalderværker i samlingen kan ses her.

Nyerhvervelserne indgår i museets aktuelle udstilling 'En skønsom blanding' frem 27. juni. Herefter åbner udstillingen 'Træerne findes' som kan opleves i den nyrenoverede Søjlesal og tilstødende sal frem til 26. september, mens de øvrige sale gennemgår den resterende del af den igangværende klimarenovering. Marstrand-værket kan naturligvis genopleves i særudstillingen 'Wilhelm Marstrand. Den store fortæller' januar-juni 2022.