Efter en kort sæson på grund af corona-nedlukningen, går it-caféerne i Humlebæk og Nivå snart på sommerferie, men inden da kan man nå at få hjælp til at corona-passet.

Bøvler man med at få den nye coronapas-app installeret og aktiveret, kan man få hjælp i it-caféerne på Humlebæk og Nivå Bibliotek. Men man skal ikke vente for længe, for it-caféerne i både Humlebæk og Nivå har sidste session før sommerferien den 22. juni.

It-caféerne kan naturligvis også hjælpe med andre it-problemer, men i en tid, hvor corona-passet stadig skal bruges i mange sammenhænge, forudser Peter Ludolph fra it-caféen i Humlebæk, at der kan være særligt behov for at hjælp.

Når it-caféernes sommerferie slutter om et par måneder, vil corona-passet ifølge den seneste genåbningsplan, være tæt på at blive helt udfaset. Til gengæld vil der komme fokus på afløseren for NemID – MitID – som forventes at blive præsenteret i starten af august. Her forventer Peter Ludolph også at it-caféen vil kunne hjælpe mange mennesker i gang med det nye system.

It-caféen i Humlebæk er åben tirsdag 14.30-16.30, mens it-caféen i Nivå er åben tirsdag 14.00-16.00.