Der er gratis fællessang for alle, der lægger vejen forbi det grønne område ved Nivå Bibliotek og Bymidte tirsdag d. 22. juni kl. 17-18. Det sker i anledningen af midsommeren, fortæller Lisa Aagesen Grunnet fra Fredensborg Musikskole.

Et samarbejde mellem Fredensborg Musikskole, Nivå Bibliotek, Nivå Skoles SFO, Sangcenter Nordsjælland og Nivå Nu er blevet til en fællessangsaktivitet, nu hvor det igen er tilladt at synge vores smukke sommersange sammen under den lyse midsommerhimmel.

 

”Vi har gennemlevet en lang, mørk periode med afstand, afspritning, mundbind og isolation, og nu trænger vi til atter at kunne mødes og genoptage samværet med andre. Og er der noget, der er bedre til at styrke fællesskaberne end fællessang? Udtaler musikskoleleder, Maria Blum Bertelsen og opfordrer videre: ”Kom selv og oplev sangglæden boble, og sangen løfte sig i den lyse sommerhimmel”.

 

Alle er velkomne til at deltage enten ved at synge med eller ved blot at lytte til sangen og de musikalske indslag undervejs. Sidstnævnte bliver leveret af musiklærere fra Fredensborg Musikskole, som udover at akkompagnere og understøtte fællessangen også spiller små stemningsskabende stykker undervejs.

 

Elever fra skolens SFO disker op med en kaffebod, hvor der kan købes kaffe og kage til at nyde mellem sangene.

Så tag en klapstol eller et tæppe under armen og kom og syng sommeren ind.