RedigeraMusikskolenHer i juni kan du møde Fredensborg Musikskole rundt omkring i kommunen ved POP-up-koncerter i byrummet og ved Talentskolens afslutningskoncert i Strandvejskirken.
 

At Musikskolen har savnet sine elever forfærdeligt siden nytår, kan nok ikke overraske nogen! Endelig kunne vi genoptage den fysiske undervisning på musikskolen i slutningen af april, men først i slutningen af maj kunne vi tage i mod alle vores elever, også dem over 18 år og sangelever. Under hele nedlukningen har soloundervisningen foregået online, men sammenspil, orkester- og band-aktiviteter har været aflyst.

 

Men musikskolens lærere har savnet at spille sammen, og al den opsparede energi og lyst til at spille, bruger musikskolens lærere nu i mindre lærerensembler og bands, som i løbet af juni vil ”poppe op” på gader og stræder i byrummet. Allerede i næste uge, onsdag d. 9. juni, kan man være heldig at støde ind i sprøde toner fra marimba, fløjter og guitar på Nivå Havn og ved Kulturstationen i Humlebæk. Tirsdag d. 15. juni bliver Fredensborg Gågade ved Country Market scene for guitarer, violin, sang og en kærlig trompet. Endelig kommer musikken til Føtex i Kokkedal, mandag d. 21. juni, hvor en herlig jazz-kvintet nok skal få sat stemning på indkøbsturen. POP-up-koncerterne under åben himmel kan naturligvis kun gennemføres, hvis sommervejret fortsætter.

 

Derimod vil der uanset vejr og vind være mulighed for at møde Talentskolens elever ved deres afslutningskoncert onsdag d. 16. juni kl. 19 i Strandvejskirken. Musikkens talentelever har, i modsætning til talenter inden for fx. idrætten, været nødt til at klare al forårets undervisning online med deres musiklærer. Det har til tider været kompliceret at fastholde den positive udvikling af et musikalsk engagement på trods af lack’ende internet og asynkrone billeder og lyd.

 

Men de unge talenter har stædigt holdt fast ved deres passion, og til koncerten vil de præsentere publikum for en bred vifte af dejlige toner både fra det klassiske musikrepertoire repræsenteret ved Händel, Bach og Schubert og til rytmiske toner af Chick Corea og den kendte ballade ’Over the Rainbow’ fra Troldmanden fra Oz.

 

Der er gratis adgang til koncerten. Billetter bestilles på forhånd på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Husk gældende corona-retningslinjer for brug af mundbind og fremvisning af gyldigt corona-pas for alle gæster over 15 år.