Farver, former, fortællinger - skulptur, maleri, tegning og grafisk tryk, det er noget af det som man selv kan på Louisianas billedskole denne sommer. Tilmeldingen er gået i gang.

Louisiana Sommerbilledskole begynder tirsdag den 29. juni for børn og unge mellem 4 og 15 år – ugentlige forløb med hold inddelt efter alder.
Der bliver rig mulighed for at udforske kunsten på Louisiana – overalt – i Skulpturparken, i Søhaven og naturligvis i udstillingerne – blandt andet Mor! Livets begyndelse – maleri, skulptur, installation, film, musik og litteratur – 150 værker, en stor sanselig fortælling på kryds og tværs af kultur- og kunsthistorie om moderskabet – og udstillingen Mamma Andersson, en af sin generations væsentligste malere – et univers af udtryksfulde, fængende fortællinger i maleriet med en særlig skønhed, tit ladet med foruroligende spænding.


Undervisningen, der ledes af Louisianas kunstformidlere, foregår foran værkerne.

Hver dag indledes med introduktion til dagens emne.
Man ser sammen på de værker, man skal beskæftige sig med og går derefter i værkstedet.

Her arbejder deltagerne med forskellige materialer og teknikker – med farver, former og fortællinger i skulptur, maleri, tegning og grafisk tryk.
Louisiana Børnehus tager højde for myndighedernes restriktioner i lyset af COVID-19.

Derfor kan man ikke byde på frokost – billedskoledeltagerne skal selv medbringe madpakker.
Børnehuset sørger for grønne snacks, frugt og drikkevarer.

Tidspunkter for Billedskolens hold:

Billedskolen for 4-6 år – uge 30 – tirsdag den 27. juli
Billedskolen for 7-10 år hold 1 – uge 26 – tirsdag den 29. juni
Billedskolen for 7-10 år hold 2 – uge 28 – tirsdag den 13. juli
Billedskolen for 7-10 år hold 3 – uge 29 – tirsdag den 20. juli
KunstLab-billedskolen for 11-15 år – uge 27 – tirsdag den 6. juli
Alle dage (tirsdag til fredag) fra kl. 11 til 15.

Hvert forløb afsluttes om fredagen med en fernisering kl. 15-16, hvor alle elevers arbejder udstilles.
Prisen for at deltage er 1550 kr. – 1350 kr. for medlemmer af Louisiana Klubben – inklusiv materialer, frugt og drikkevarer.
For de 4-6-årige inkluderer prisen desuden deltagelse for en medfølgende voksen.

Kunstoplevelse og selvudfoldelse – dialog og debat – er noget af det, Louisiana Billedskole ansporer til.
Tilmelding og yderligere information på www.louisiana.dk.