Sommeren er over os, og det er dermed også blevet tid til at finde læseiveren frem og deltage i de danske børnebibliotekers store læsekonkurrence ”Sommerbogen”.

Sommerbogen er en hyggelig tilbagevendende begivenhed på Fredensborg Bibliotekerne. Det er en landsdækkende læsekonkurrence for de 6-15-årige, der skal være med til at sætte læselysten i højsædet. Ud over at skrive tre små boganmeldelser af læste bøger, skal man også løse en række sjove læseudfordringer, såsom at læse en bog, mens man spiser en is eller læse en bog, der er udgivet i 2021.
Et udfyldt udfordringsark udløser en bogpræmie på et af de tre biblioteker, og der vil derudover blive fundet tre vindere på landsplan, som vil modtage hovedpræmien: At tømme en boghandel på 5 minutter.

Man kan komme forbi sit lokale bibliotek og hente et udfordrings- og anmeldelsesark eller downloade dem fra: https://www.fredensborgbibliotekerne.dk/section/sommerbogen-2021
Begge steder kan man desuden få mere at vide om konkurrencen og masser af inspiration, hvis man mangler nogle gode bøger at læse.

Man kan deltage i Sommerbogen fra d. 11. juni til d. 21. august.