Torsdag d. 3. juni 2021 kl. 19.30 kan man opleve den lokale musiker og sanger Andreas Langved ved en koncert på Nødebo Kro og lige nu er han super aktuel med et nyt nummer der hedder Look at me now - den er tilgængelig på alle de kendte streamingtjenester.

Look at me now viser denne gang en mere robust og upoleret side af Andreas Langvad. Sangen handler om aldrig at give op på dine drømme, selvom du fik hele verden imod dig. - Det har kernen i den live koncertfølelse, vi alle savner, og dens up-tempo-beat gør det umuligt ikke at bevæge fødderne og synge med, fortæller Andreas om sit nye nummer.

Med hans sprøde engelske vokal og sin guitar spilles lækker pop- og folkemusik. Siden sin debut i 2014 har han optrådt landet rundt, og nu kommer han til Nødebo.

Andreas Langvad optræder i en blandet genre af pop og folk. På kort tid er det lykkedes ham at skabe et solidt navn - med flere radiosingler og medrivende live-optrædener. Andreas Langvad præsenterer sine sange med et smil på læben og en særpræget umiskendelig stemme, der rummer alt fra fine falsetter til rå styrke. Han formår at inddrage publikum i sit nærværende, intime univers og serverer sine fortællinger med god energi, ironi og komiske twists, der sikrer et smil på læben blandt publikum.

Langvad har en helt unik evne til at skrive gode, tankevækkende tekster, der gør hans koncerter til en helt speciel oplevelse. Han er en meget sympatisk fyr med begge ben solidt plantet på jorden, og hans interaktion med publikum medvirker til en meget levende og inddragende optræden. Flere medier har kommenteret Andreas Langvads fine lyd og spår, at han bliver Danmarks næste store talent. En musikalsk oplevelse, man ikke må gå glip af.

Ifølge krav fra myndighederne skal man vise gyldigt corona-pas for at komme ind til koncerten.

Billetterne til koncerten koster 100 kr. ved indgangen og 90 kr. i forsalg på forsamlingshusets hjemmeside www.noedebo-kro.dk  Gratis med årskort.