Den står på festligt musik af de største komponister når Nødebo Kro byder på lumre klassikere med den letteste tilgang til klassisk sang, når Opreabanden kommer forbi søndag den 9. maj kl. 16.00.

Tenoren Andreas Bigom og barytonsangeren Anders Nielsen fra Operabanden fortæller om arrangementet: ”I operaens verden kan man finde en hvilken som helst af menneskets tanker og handlinger portrætteret. Ofte er det helt store følelser som kærlighed og had, der er på spil, men mindre lødige begreber som druk og hor har også altid en fast plads i Lied- og operalitteraturen. Jeg glæder mig meget til at præsentere et lille udsnit af det lumre for jer, kære publikum”.

Operabanden, der har sit udspring i miljøet omkring Syddansk Musikkonservatorium, SDMK, stiller op med fuld besætning, når de kommer til Nødebo.

Emilie Jønsson studerer på SDMK hos Henriette Bonde-Hansen og tidligere hos Marianne Rørholm. Hun har medvirket i operettekompagniet Polyhymnias opsætning af Mikadoen på Hofteatret i København i 2018 og optrådt flere gange på Copenhagen Opera Festival under ”Fremtidens Stemmer”.

Sofia Warden har med en Bachelor fra SDMK valgt at fortsætte sine studier privat hos Eva Johansson. Hun er modtager og vinder af adskillige legater bl.a ”Ross Teigan legat” i 2012 , ”Unge spiller klassisk”, ”Feldtenhus legat” m. m. Derudover står hun bag Operabanden, hvor hun i 2018 har sunget rollen som Bastienne i Mozarts børneopera Bastien og Bastienne. I 2019 havde hun sin debut i England som første dame i Ensemble OrQuestas opsætning af Tryllefløjten af W.A Mozart.

Andreas Bigom er en vaskeægte heltetenor, potentiel arvtager til Lauritz Melchior og Stig Fogh Andersen. Allerede nu i sit 33. år har han bl.a. opført de krævende roller som Turiddu i Mascagnis Cavalleria Rusticana og Pollione i Bellinis Norma. Han er optaget på Det Kongelige Teaters operaakademi.

Baryton Anders Nielsen er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium med klassisk sang som hovedfag og er blevet undervist af Henriette Bonde-Hansen og Reinaldo Macias. Senest har han arbejdet med Franz Schuberts Winterreise, som han turnerer med ultimo 2019 og hele 2020.

Sangerne akkompagneres af pianisten Emil Thorbjørn Møller Jensen, der er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium hos Jørgen Hald Nielsen og Søren Rastogi. I foråret 2018 debuterede han fra SDMK’s solistklasse, hvor han studerede hos pianisten Christina Bjørkøe. Han er aktiv både som solist, akkompagnatør og kammermusiker. Han giver koncerten disse ord med på vejen:

"Man glemmer somme tider, at folk i helt gamle dage var lige så store festaber, som vi er i dag. Vi ser frem til at puste støvet væk fra noderne til de gamle sange og opføre dem med den energi, som de oprindeligt var tiltænkt!".

Kulturudvalget på Nødebo Kro glæder sig til igen at kunne åbne dørene for kulturoplevelser i forsamlingshuset, og vil naturligvis følge de retningslinjer, som myndighederne fastlægger. Det betyder bl.a. at der skal kontrolleres corona-pas ved indgangen, og kun personer med gyldigt corona-pas bliver lukket ind. Det anbefales også at købe billet i forvejen, da der er begrænset plads i salen.

Billetterne til koncerten koster 150 kr. ved indgangen og 140 kr. i forsalg på forsamlingshusets hjemmeside www.noedebo-kro.dk.  Gratis med årskort.