Kommunens biblioteker glæder sig til at åbne dørene helt op fra d. 21. april. For selvom det er rart at kunne tilbyde et nødåbent bibliotek, savner bibliotekets personale den personlige betjening og at give lånerne mulighed for selv at bevæge sig rundt mellem hylderne.


Hvordan de specifikke retningslinjer for genåbningen bliver, er endnu ikke meldt ud, men det står klart, at bibliotekerne må åbne d. 21. april, hvis blot de besøgende kan fremvise et gyldigt coronapas. Det er ikke meldt ud, hvordan det præcis skal fungere med et coronapas, men coronapasset skal vise, om borgeren er færdigvaccineret, har overstået infektion eller er testet negativ indenfor 72 timer (både PCR- og antigen-test). Børn under 15 år vil være undtaget. Appen ”MinSundhed” kan bruges eller et udprint.

”Vi har hylderne bugnende fulde af nye materialer, derfor ser vi frem til at kunne fjerne afspærringerne fra de nødåbne biblioteker og byde velkommen indenfor. Personalet har udstillet en masse spændende bøger og glæder sig til at kunne møde borgerne igen,” udtaler bibliotekschef Lise Kann.

Da de specifikke retningslinjer endnu ikke er på plads, vides det ikke, om det bliver muligt at benytte bibliotekets kopimaskiner, computere og printere, eller om man må tage ophold for at læse dagens aviser og de nyeste tidsskrifter og lege i børnebiblioteket. Hold derfor øje med bibliotekets hjemmeside og de sociale medier, som løbende vil blive opdateret med informationer om, hvilke biblioteksfunktioner, der bliver tilgængelige fra d. 21. april.