NED FRA VÆGGENE - GENSKAB KUNSTEN MED DIT KAMERA, er en fotokonkurrence for alle, der har lyst til at give Nivaagaards Malerisamlings kunstværker nyt liv i egne fortolkninger anno 2021. Fotokonkurrencen finder sted fra februar måned frem til og med 2. påskedag 2021.

Inden for de tre kategorier Landskabsbilleder, Opstillinger og Familieportrætter kan du vælge at genskabe renæssancens, barokkens eller guldalderens billeder med fotos af specifikke steder eller motiver fra samlingens værker i dine fortolkninger og opsætninger.

I en tid, hvor kunsten er lukket ned, og vores tilværelse er begrænset, har vi brug for at tage nye livtag med såvel kunsten som hverdagen. Fotokonkurrencen NED FRA VÆGGENE - GENSKAB KUNSTEN MED DIT KAMERA opfordrer alle interesserede til at komme ud i naturens mange smukke landskaber, se nærmere på de menneskelige relationer og hjemmets betydninger - og bruge museets kunstsamling til at få et nyt blik på de små detaljer, der skaber store billeder.

Online galleri, dommerpanel og udstilling af vindere

Fotokonkurrencen finder sted fra februar måned frem til og med 2. påskedag den 5. april 2021, hvorefter alle indsendte bidrag bliver gennemgået af et dommerpanel bestående af billedkunstner Anette Harboe Flensburg og museumsdirektør Andrea Rygg Karberg.

Bidragene kan indsendes i hele perioden frem til 5. april, hvor Nivaagaards Malerisamling løbende vil vise et udvalg på museets Facebook og Instagram. Hashtag dit eget foto med #nedfravæggene #genskabkunsten #tableauvivant og lad dig inspirere af de andre deltageres bidrag på sociale medier samt i museets online galleri på hjemmesiden nivaagaard.dk, hvor et kurateret udvalg også bliver vist.

Fredag den 9. april bliver vinderne af 1., 2. og 3. præmien udnævnt med en videohilsen fra dommerne, der annonceres via museets nyhedsbrev, hjemmeside og sociale medier. Vinderne vil efterfølgende blive udstillet i Nivaagaards Malerisamlings havefoyer og indgangsparti til forårets udstilling 'En skønsom blanding', der viser værker fra museets samling, som publikum ikke har kunnet opleve længe.

Sådan gør du!

Fotografer i alle aldre, amatører som professionelle, familier og venner, kan deltage - og man er velkommen til at indsende flere bidrag. I kan vælge at skabe jeres billede til NED FRA VÆGGENE - GENSKAB KUNSTEN MED DIT KAMERA inden for følgende tre kategorier:

Landskabsbilleder

Skal det være en skovsø eller et bugtende snelandskab, med Kronborg eller Hven i baggrunden? Find det sted, hvor et af samlingens mange landskabsbilleder er malet - eller hvor det kunne være malet. Hvordan ser det ud i dag? Fotografer stedet anno 2021 i din fortolkning - eller genskab et af samlingens landskabsmotiver fra et sted, der ligner.

Opstilling (Stilleben/nature morte)

Skal det være en skinke eller en blomsteropsats? I bestemmer! Skab den fotografiske opstilling ud fra det motiv i samlingen, som inspirerer mest.

Familieportrætter

Skal det være far med søn på skødet, mor der efterligner madonna-billeder eller de uvorne børn omkring måltidet? Giv jeres personlige bidrag til familieportrætter anno 2021 inspireret af vores samling..

Billeder skal indsendes i den højest mulige opløsning, det gælder også for billeder taget med en smartphone. Ved indsendelse af fotobidrag til konkurrencen giver man som deltager automatisk Nivaagaards Malerisamling brugsretten over det indsendte billedmateriale til brug for den pågældende konkurrence og aktiviteterne omkring denne.

Gå på opdagelse og lad dig inspirere af hele museets kunstsamling, som findes her: https://www.nivaagaard.dk/samling/

Send dit foto via e-mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. sammen med:

- titel på kunstværk fra samlingen, som har inspireret dig
- titel på dit fotografiske værk
- en kort beskrivelse af dit billede
- begrundelse for valg af motiv
- fulde navn og bopæl