Når DR sender deres sidste 'Fællessang - hver for sig' på fredag den 18. december kl. 20, bliver det med Phillip Faber ved flyglet i Nivaagaards Malerisamlings Søjlesal sammen med syv sangere fra Fredensborg Slotskirkes Pigekor.

Herfra kan hele Danmark synge med, når Fællessangen afsluttes med 'Dejlig er jorden', som alle danskere de seneste uger har kunnet sende deres bidrag til.

Hvert år i december synger Fredensborg Slotskirkes Pigekor julen ind på Nivaagaards Malerisamling, men i år måtte den traditionsrige julekoncert aflyses på grund af COVID-19. Museet har siden 9. december været lukket ned for publikum, ligesom koret måtte aflyse deres sidste koncerter i december. Nu kan hele Danmark få den nedlukkede kunst og kultur hjem i stuerne, når Phillip Faber og Fredensborg Slotskirkes Pigekor synger i alt tre salmer fra Nivaagaards Malerisamling..