I 2021 får den danske musicalsucces Atlantis nyt liv, når Mikkel Rønnow og Tivoli præsenterer den hidtil største opsætning af det sagnomspundne drama om Atlantis’ storhed og undergang. Det sker bl.a. med Stig Rossen, Kaya Brüel, Pernille Petterson, og Jonas Rasmussen på rollelisten. hele historein om musicallen havde dog sin begyndelse i Humlebæk hos de tre venner Peter Spies, Thomas Høg og Sune Svanekier.

Hele Danmark får mulighed for at opleve den nye opsætning af Atlantis i Tivolis Koncertsal fra 10. september 2021 eller efterfølgende i Musikhuset Aarhus, ODEON i Odense og Musikteatret Holstebro. Billetsalget startede den 24. november på www.atlantis-musical.dk 

Stig Rossen, der ser meget frem til at skulle spille skurk siger om sin rolle i Atlantis:

”Jeg har været fascineret af Atlantis,lige siden jeg så den første gang på Bellevue Teatret i 1993. Sangene, historien, det episke og eventyrlige univers tiltaler mig meget. Og så glæder jeg mig naturligvis til at spille en vaskeægte skurk! Helte er der nok af, men det er skurkene, der virkelig får tingene til at ske – på scenen, altså!”

Storopsætning af musical

Endelig får Atlantis den stor-opsætning, den fortjener. Publikum kan se frem til 24 skuespillere på scenen og et 20-mands stort liveorkester under ledelse af Mikkel Rønnow. Den anmelderroste musical Atlantis med de melodiøse sange tog Danmark med storm tilbage i 1993. Siden har mere end en kvart million danskere set forestillingen, og soundtracket har solgt til guldplade. Forestillingen iscenesættes af Thomas Agerholm med et designhold fra Londons West End. Publikum kan se frem til Peter Spies’ musik i en ny og større orkestrering af Jesper Riis og Wolfgang Käfer.

Dansk musicals største stemmer

Blandt de håndplukkede musicalperformere finder publikum bl.a. Stig Rossen som skurken Jabbadoor, Kaya Brüel som kammerpigen Miranda og Melodi Grand Prix-vinderen fra 2018 Jonas Rasmussen, der får det ærefulde hverv at synge hittet Morgen på Atlantis. Pernille Petersson, som var med i den oprindelige opsætning i rollen som prinsesse Adalena, spiller denne gang Salene. Derudover tæller castet bl.a. Johanne Milland, og Thomas Høj Falkenberg som det unge par Adalena og Silvan, Jakob Zethner som Kong Atlas samt Kim Hammelsvang som Zan-Zan og Annalouise Gomard som Livilla.

En handling, der tager publikum på en musikalsk kærlighedsrejse

Atlantis er en fortælling om kærlighed, magt og mordforsøg tilsat græsk tragedie bundet sammen af iørefaldende musik. Atlantis er ud over beretningen om den forsvundne sagnomspundne by af samme navn også historien om ung kærlighed. I Atlantis bor den meget eventyrlystne Silvan, der drømmer om at se fjerne kyster og havne. Mødet med prinsesse Adalena slår hans skæbne ud af kurs, og historien tager pludselig fart.

Prinsessen Adalena bliver af sin far beordret til at gifte sig med en adelig, men hun elsker den unge gadedreng Silvan. Hermed er der lagt op til et drama, da onde kræfter er på spil omkring dem, bl.a. i skikkelse af Jabbadoor (Stig Rossen) der vil overtage magten og dræbe Kong Atlas.De to unge går mange trængsler igennem, før de – helt overraskende - får hinanden til slut.

Kulturdirektør i Tivoli, Frederik Wiedemann, glæder sig over at have sikret sig musicalen og siger:
“Atlantis var banebrydende som en original dansk musical, og den er efterhånden blevet en myte i sig selv. Historien om riget, der ender med at forsvinde i havet, står som et endnu stærkere symbol i dag med vores skærpede klimabevidsthed. Så tiden er moden til en ny, ambitiøs opsætning til glæde for de gamle fans og for den yngre generation, der endnu ikke selv har oplevet Atlantis i fuldt udtræk."

Kreativ producent Mikkel Rønnow har i en lang periode arbejdet med at forfine detaljerne i hit-musicalen og har store forventninger. Han siger:
“Atlantis tog Danmark med storm i starten af 90’erne, og er i dag en af genrens største danske klassikere. Jeg har længe drømt om at lave en revival - en ultimativ opsætning med de største musicalstemmer og med et scenisk design som viser hvad et moderne teater kan. Nu er drømmen gået i opfyldelse takket være et solidt samarbejde med komponist og forfattere og i partnerskab med Tivoli. Jeg glæder mig vildt til at give alle musical-fans en ny og overraskende oplevelse med Atlantis.”

Pernille Petersson, der i første udgave af musicalen spillede Adalena, og er med i en ny rolle, siger: "Atlantis vil altid have en kæmpe plads i mit hjerte, og jeg er taknemmelig for at være en del af eventyret igen i de eventyrlige rammer i Tivoli. At spille Silvans mor, Salene, er en fin sløjfe for mig, som havde min debut i 1994 som prinsesse Adalena”.

Baggrund om Atlantis 

Historien om Atlantis er også historien om tre skolekammerater fra humlebæk, der fik ideen til at skabe den første danske gennemkomponerede musical, med inspiration fra tidens store succeser i udlandet. De tre venner Peter Spies, Thomas Høg og Sune Svanekier, havde i 1980’erne arbejdet sammen i diverse rockbands omkring musikforeningen Sonus, KommuneRock på Bjerre Strand og kabaretgruppen Onkel Dum & Bananerne. I 1990 var tiden inde til at tage fat på den store udfordring – og som sagt så gjort – Atlantis blev en realitet. 

Men ét er at skrive en musical, noget andet er at få den opført. Et nyt rytmisk kor fra Helsingør kaldet “Læderhalsene” havde lysten og modet til at gå ind i projektet. Derudover kom en aftale i stand med Bellevue Teatret i Klampenborg. Efter en våd, slidsom sommer kunne der inviteres til verdenspremiere 12. august 1993. 

Forestillingen blev overvældende godt modtaget af publikum og anmeldere, og da Morten Grunwald overværede forestillingen besluttede han straks at opføre den på Østre Gasværk Teater - og resten er dansk musicalhistorie. Mere end en kvart million danskere har set musicalen Atlantis.

Flere af sangene fra Atlantis er blevet evergreens hos musicalfans. Mange vil kunne nynne med på sange som: Alle andre steder, Hil Atlantis, Den feber kaldes kærlighed, Hold dig til helte, Hvor er du nu Adalena, Kvinde-terzet og ikke mindst Morgen på Atlantis, som af P2’s lyttere blev kåret i 2017 som nr. på Top-50 over alle tiders bedste musicalsange. 

I 2021 skrives endnu et kapitel om musicalen Atlantis, hvor forestillingen lægger fra land i Koncertsalen i Tivoli og herefter opføres i Aarhus, Odense og Holstebro.

Medvirkende:

Stig Rossen - Johanne Milland - Thomas Høj Falkenberg - Kaya Brüel
Jakob Zethner - Pernille Petersson - Kim Hammelsvang - Jonas Rasmussen – Annalouise Gomard

Astrid Højgaard - Christina Ølgaard Thomsen - Katrine Schmidt Nørgaard - Kirstine Moses - Nynne Holmen - Anders Gjesing - Emil Asbjørn Madsen - Kenny Duerlund - Morten Lindemann Olsen - Rasmus Faartoft - René Wormark - Søren Bech-Madsen - Ulrik Aabye-Hansen

Spilleplan:
10.09.21 – 25.09.2021 Tivolis Koncertsal
28.09.21 – 09.10.2021 Musikhuset Aarhus

13.10.21 – 16.10.2021 Musikteatret Holstebro
19.10.21 – 23.10.2021 Odeon Odense