Fredensborg Bibliotekerne er med i to nye samarbejder med andre biblioteker om at skabe endnu mere kultur for borgerne i Fredensborg kommune. Projekterne er støttet af Slots- og kulturstyrelsens udviklingspulje, der netop er blevet uddelt.

Fredensborg bibliotekerne og Dragør bibliotekerne er med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje gået sammen om at skabe litterære brætspil og læselyst for børn på mellemtrinet – det vil sige 4.-6. klasse - i et koncept, der skal fremme læselyst og læsefællesskaber. I samarbejde med en forfatter, en illustrator og en konceptkonsulent bliver litteratur (læsning), illustrationer og kreativ brætspilsudvikling koblet sammen i en social aktivitet. Meningen er, at give børnene en unik læseoplevelse og læseinteresse, som de kan bære med sig fremover.

Digitale oplevelser

I et andet projekt støttet af Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje er Fredensborg Bibliotekerne gået sammen med blandt andre Glostrup Hovedbibliotek og Rudersdal Bibliotekerne om at skabe viden og oplevelser i det virtuelle rum. Planen er at skabe livestreamede arrangementer på tværs af biblioteker og kommuner.

”Ved at samle ressourcer og kompetencer fra flere biblioteker, kan vi bedre nå ud til borgerne digitalt og forhåbentlig skabe læselyst og fællesskaber,” siger afdelingsleder ved Fredensborg Bibliotek Maria Björnsdóttir. ”I disse mærkelige tider med en verdensomspændende pandemi, forsamlingsforbud og begrænsede deltagerantal til vores fysiske arrangementer, er det rart at kunne række ud digitalt og nå borgerne udenfor bibliotekets sædvanlige rammer.”