Louisiana LIVE plejer at finde sted på hverdagsaftener med et voksent publikum. Men ingen af delene er som det plejer, når Louisiana får besøg af den kendte tv-vært, børnebogsforfatter og uhøjtidelige historiefortæller Jacob Riising til en snak om spændende ting og mennesker.

Det bliver en LIVE-eftermiddag søndag den 15. november klokken 15.00 i koncertsalen om ting og mennesker, der inspirerer Jacob Riising - for små og store / børn og voksne, der er nysgerrige på livet og elsker en sjov historie!

For nogle år siden skrev Jacob Riising bogen om de 100 sejeste mennesker, der har gjort verden til et bedre og sjovere sted. Nu følger han op med Verdens bedste ideer og et par sygt dårlige, hvor man bl.a. bliver klogere på, hvem der opfandt bilen, burgeren og toiletpapir, hvorfor det er en god idé at vaske hænder og hvor man også kan læse om den sadistiske skolelærer fra Venedig, der opfandt lektierne. Søndagens vært ved Jacob Riisings besøg bliver Louisianas Marc-Christoph Wagner.

Arrangementer i Koncertsalen afholdes med et begrænset antal deltagere i fuld overensstemmelse med gældende regler og retningslinjer. Salen fyldes halvt op med tomme pladser mellem hver reservation.

Find Louisiana LIVE på museets hjemmeside, hvor der også er link til pladsbestilling. Pladsbestilling koster 20 kroner, derudover entré til museet. Husk at børn og unge under 18 år har gratis entré på Louisiana.

Åbningstider:
• 27. okt. – 8. nov.: tirsdag - fredag kl. 9-22. Lørdag, søn- og helligdage kl. 9-18. Mandag lukket.
• Efter 8. nov.: tirsdag - fredag kl. 11-22. Lørdag, søn- og helligdage kl. 11-18. Mandag lukket.
• Læs mere om åbningstider og arrangementer på museets hjemmeside: www.louisiana.dk.