Der venter nogle meningsfyldte musikgudstjenester i Nivå Kirke, Nivå Kirkevej 2, 2990 Nivå søndag den 1. november kl. 14 og 16, hvor kirken får besøg af Solofløjtenist Ulla Miilmann fra DR Symfoniorkester.

Den første søndag i november er den dag, hvor man i alle kirker mindes de afdøde i kirkesognet ved særlige gudstjenester, hvortil de pårørende inviteres, og hvor navnene på de afdøde læses op. Af samme grund har man i år i Nivå Kirke valgt at inddrage musik af meditativ karakter, velegnet til refleksion og eftertanke.

De to gudstjenester, kl. 14 og 16 i Nivå Kirke, bliver omkranset med musik af én af J.S. Bachs sønner, Carl Philipp Emanuel Bach, for tværfløjte og spinet. Man kan således lægge øre til satser fra C.P.E: Bachs Sonate i D-Dur, samt kormusik af Rued Langgaard, og et Introitus til Allehelgen, ”I er verdens lys”, for kor, fløjte og orgel, i moderne toner, baseret på det originale gregorianske tema til dagen, at Peter Brenøe Lange.

Ulla Miilmann har en lang international karriere bag sig, har vundet flere internationale priser, underviser rundt om i verden på forskellige master clas arrangementer, men foretrækker i virkeligheden sit arbejde i DR Symfoniorkester, sammen med kollegerne, og ikke mindst sin undervisning på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Gratis adgang.
Begge gudstjenester varer hver i sær ca. 1 time.