Stig Fogh Andersen fejrer Beethoven sammen med Beethoventrioen søndag den 4. oktober kl 16.00 i Forsamlingshuset Nødebo Kro.

Kgl. Kammersanger Stig Fogh Andersen og Beethoventrioen fejrer Beethovens 250 år med hans sangcyklus ”An die ferne Geliebte”, ”Geistertrioen” og 12 skotske og irske folkesange bearbejdet af Beethoven for tenor og klavertrio.

Året 2020 byder på flere runde fødselsdage. Komponisten Ludwig van Beethoven fylder 250 år i december, og den danske stjernetenor Stig Fogh Andersen fyldte 70 år i februar. Forsamlingshuset i Nødebo fejrer begge med denne særlige koncert, hvor det meste af musikken er af Beethoven.

Koncertens hovedperson har haft en imponerende karriere. Stig Fogh Andersen debuterede på Den Jyske Opera i 1978 og blev allerede i 1980 ansat som solist på Det Kongelige Teater. Han har sunget en bred vifte af operaværker, men det er især som Wagner-sanger, han er blevet efterspurgt over hele verden. Det tog især fart efter succesen som Siegfried i Nibelungens Ring på Den Jyske Opera i 1994, og han har siden sunget Siegfried godt 150 gange over hele verden.

I 2006 blev Stig Fogh Andersen udnævnt til kongelig kammersanger, men nu efter 25 års krævende og trættende rejsevirksomhed og nogle år med svigtende nyrer har han trappet ned. Han fik en ny nyre sidste år og fortsætter med at glæde publikum med sin sang. Ved koncerten på Nødebo Kro lægger han ud med en sangcyklus for tenor og klaver, ”An die ferne Geliebte”, med tekst af A. Jeittleset og musik af Beethoven. Det er et kærlighedsdigt sunget af en ung mand, der står på en høj og ser ned i dalen, hvor han mødte sin elskede, som nu er langt borte. Han ønsker sig, at fuglene, vinden og bækken kunne bringe ham hen til hende.

En skotsk forlægger, George Thomsen, fik Beethoven til at interessere sig for skotske og irske folkesange, og Beethoven bearbejdede mere end 170 af dem, og fik det godt betalt. Han blev i det hele taget meget inspireret af folkemusikken og brugte den ofte direkte som inspiration for sine værker. Koncerten slutter med et udvalg på 12 skotske og irske folkesange, som Beethoven har arrangeret for tenor og klavertrio.

Det er den danske Beethoventrio, der akkompagnerer Stig Fogh Andersen, og den har Grit Westi på violin, Liv Keiding på cello og Kristine Thorup ved klaveret. Ud over sammenspillet med tenorsolisten spiller trioen Beethovens klavertrio i D-Dur, opus 70, som kaldes ”Geistertrioen”. Den fik navnet, fordi en af Beethovens elever, Carl Czemy, i 1842 skrev, at den langsomme sats mindede ham om en scene i Shakespeares skuespil ”Hamlet”, hvor faderens spøgelse optræder. De tre musikere spiller desuden en trio af Mogens Christensen: ”Nordic Summer Ghost”, som bygger videre på Beethovens tema.

Der er begrænset plads pga covid-19 restriktioner, så det anbefales at købe billet i forvejen. Billetterne til koncerten koster 150 kr. ved indgangen og 140 kr. i forsalg på forsamlingshusets hjemmeside www.noedebo-kro.dk  Gratis med årskort.