De mange frivillige bag det flotte kulturprogram på Nødebo Kro har lagt hovederne i blød for at finde frem til, hvordan koncerter og foredrag kan gennemføres under de stramme krav til afstand og plads for publikum og kunstnere. Der er fundet en model, så i slutningen af september åbnes dørene til den nye sæson med flere arrangementer på Nødebo kro end nogensinde tidligere.

Når programmet er så omfattende, skyldes det bl.a., at tre koncerter og et foredrag, der blev aflyst på grund af corona nedlukningen i foråret, er flyttet til nye datoer og kommer oven i det normale program. Det er som sædvanlig et meget bredt sammensat program med musik i mange genrer, spændende foredrag og aftener, hvor man kan starte oplevelsen med et måltid mad tilberedt af forsamlingshusets frivillige kokke.

Udfordringerne har især været, at der med de gældende covid-19 retningslinjer ikke kan lukkes ret mange publikummer ind i salen. Og man skal sikre afstand på vej ind og ud. Der kan kun være 90 siddende koncertgængere mod normalt 180, og hvis nogle af gæsterne skal kunne danse reduceres antallet yderligere. Det lægger voldsomt pres på økonomien, og forsamlingshuset i Nødebo måtte aflyse loppemarkedet her i august, og mangler derfor en stor indtægt, som normalt er med til at finansiere kulturprogrammet på Nødebo Kro.

”Vi ved, at forventningerne er store hos vores faste publikum”, siger Kristen Aunstrup, der er formand for forsamlingshusets kulturudvalg, ”og vi vil selvfølgelig nødigt skuffe dem. Derfor gennemfører vi programmet som planlagt, selvom det ser svært ud økonomisk”. Nødebo Kro håber på, at kravene bliver lempet lidt i løbet af sæsonen, for ellers kan det blive svært at gennemføre enkelte af de planlagte arrangementer i 2021.

Sæsonen starter 25. september med nøddeknækkernes åbne folkedanseaften. 27. september er der jazz koncert med Jan Harbeck Quartet, 2. oktober mad & musik med Katja & Katjazzerne, 4. oktober klassisk koncert, hvor stjernetenoren Stig Fogh Andersen fejrer Beethovens 200 års fødselsdag, 7. oktober foredrag hvor Thomas Ubbesen fortæller om sit gensyn med hippieruten til Østen 40 år efter sin første tur, og endelig er der 11. oktober irsk/engelsk folkemusik med duoen Jane & Shane.

Og det er bare starten af det omfattende kulturprogram på Nødebo Kro. Hele programmet kan ses på forsamlingshusets hjemmeside www.noedebo-kro.dk, hvor man også kan købe billetter. Og det er nok klogt at gøre det i god tid, for med det begrænsede antal pladser kan der hurtigt blive udsolgt.

Lyt her til interview med Jens Lassen fra Nødebo Kro, der dels fortæller om forsamlingshuset og dens aktiviteter.