Med en del af bevillingen fra Børne- og Undervisningsministeriet har Fredensborg Bibliotekerne sat gang i et spændende historieskattejagtsforløb med børnebogsforfatter Maria Rørbæk.

Det er et forløb, der munder ud i tre forskellige historieskattejagter udviklet helt særligt til Humlebæk, Nivå og Fredensborg. I løbet af skolernes sommerferie vil historierne én for én blive offentliggjort på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside og Facebook.

Skattejagterne udgøres af små videoer, hvor forfatteren trin-for-trin udfolder de spændende historier, der tager udgangspunkt i steder omkring bibliotekerne i de pågældende byer. Undervejs skal deltagerne løse opgaver, der fører historierne, og deltagerne, videre rundt i lokalområdet.

Om projektet siger afdelingsleder på Fredensborg Bibliotek Maria Björnsdóttir: ”Vi er virkelig glade for at have fået denne mulighed for at give børnene i kommunen denne anderledes sommeraktivitet, som vil bringe dem lidt rundt omkring i lokalområderne. Vi ser meget frem til samarbejdet med forfatter Maria Rørbæk og I kan godt glæde jer – det bliver nogle spændende historier.” Historieskattejagterne henvender sig til børn i 0.-3. klasse og deres familier.

Følg med på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside og Facebook, hvor historierne løbende vil blive offentliggjort.