Kalenderen og vejret fortæller os, at det er blevet sommer, og det er dermed også blevet tid til at finde læseiveren frem og deltage i de danske børnebibliotekers store læsekonkurrence ”Sommerbogen”.

 

Sommerbogen er en tilbagevendende årlig begivenhed på biblioteket i Nivå, Humlebæk og Fredensborg. Som altid vil tre boganmeldelser udløse en bogpræmie på et af de tre biblioteker, men der vil derudover blive fundet tre vindere på landsplan, som vil modtage hovedpræmien: At tømme en boghandel på 5 minutter.

 

For at deltage i Sommerbogen skal man være mellem 6 og 15 år. Ud over at skrive anmeldelser af de læste bøger, skal man også være frisk på at løse en række sjove læseudfordringer, såsom at læse en bog man har valgt med lukkede øjne eller læse en bog med fødderne i vand.

 

Man kan komme forbi sit lokale bibliotek og hente et udfordrings- og anmeldelsesark eller downloade dem fra www.fredensborgbibliotekerne.dk/sommerbogen-2020. Begge steder kan man desuden få mere at vide om konkurrencen og finde inspiration, hvis man mangler nogle gode bøger at læse.

 

Man kan deltage i Sommerbogen fra d. 12. juni til d. 22. august.