Louisiana Sommerbilledskole begynder mandag den 29. juni for børn og unge mellem 4 og 15 år - Det bliver med ugentlige forløb med hold inddelt efter alder. Undervisningen, der ledes af Louisianas kunstformidlere, foregår foran værkerne.

Der bliver rig mulighed for at udforske kunsten på Louisiana – overalt – i Skulpturparken, i Søhaven og naturligvis i udstillingerne Tetsumi Kudo – CULTIVATION med den japanske kunstners originale verden, farvestrålende, groteske og humoristiske vækstmiljøer, installationer, - særegne skulpturer og assemblager – og Per Kirkeby – Bronze, den danske verdenskunstners bronzeskulpturer i dialog med hans egne malerier og værker af bl.a. Rodin og Giacometti.

Hver dag indledes med introduktion til dagens emne. Man ser sammen på de værker, man skal beskæftige sig med og går derefter i værkstedet. Her arbejder deltagerne med forskellige materialer og teknikker – med farver, former og fortællinger i skulptur, maleri, tegning og grafisk tryk.

Louisiana Børnehus tager højde for myndighedernes restriktioner i lyset af COVID-19. Derfor kan man ikke byde på frokost – billedskoledeltagerne skal selv medbringe madpakker. Børnehuset sørger for grønne snacks, frugt og drikkevarer.

Her følger tidspunkter for Billedskolens hold:

Mandag den 29. juni (uge 27) for de 7-10-årige
Mandag den 6. juli (uge 28) – KunstLab – for de 11-15-årige
Mandag den 13. juli (uge 29) – Tegneskole – for de 7-12-årige
Mandag den 20. juli (uge 30) – for de 7-10-årige
Mandag den 27. juli (uge 31) – for de 4-6-årige
Alle dage (mandag til torsdag) fra kl. 9.30 til 13.30.

Hvert forløb – om torsdagen – afsluttes med fernisering kl. 14-15, hvor alle elevers arbejder udstilles.
Prisen for at deltage er 1400 kr. - 1200 kr. for medlemmer af Louisiana Klubben – inklusiv omvisning, værkstedsarbejde og materialer.

For de 4-6-årige inkluderer prisen desuden deltagelse for en medfølgende voksen.

Kunstoplevelse og selvudfoldelse – dialog og debat – er noget af det, Louisiana Sommerbilledskole ansporer til.
Tilmelding og yderligere infomation på www.louisiana.dk